411 / 581
4 0 4
den viser, at ogsaa vi følte Tidens Pulsslag. Høyen har
ikke opfundet Tanken om nordisk Konst, men han har
med al sin Iver virket for en sund og kraftig Ivonst-
udvikling i Danmark og styret og stottet de Konstnere,
der arbejdede i denne Retning.
Vi have søgt i korte Hovedtræk at angive Hoyens
æsthetiske Grundanskuelse, og vi tro ikke, at man med
Grund kan angribe den. i Skulde hans Virksomhed være
at dadle, saa maatte det vel være, fordi han ikke handlede
i Overensstemmelse med denne Anskuelse, fordi hans Praxis
ikke stemmede med hans Theori.
Men denne Paastand
have hans Modstandere aldrig frem ført; de have kun m is-
forstaaet og fordrejet de ovenanførte Principer, karikeret
dem og søgt at gjøre dem latterlige, talt løst og fast om
hans Ensidighed, Partiskhed, o. s. v.
A lt dette tilhører
nu Historien. Høyens Skrifter ville snart foreligge Offent
ligheden, og Enhver vil kunne dømme selv. Ligesom hans
grundige Lærdom og videnskabelige Skarpsindighed sikre
ham et Navn i Konsthistorien, saaledes ville ogsaa hans
æsthetiske Udtalelser ikke være uden Betydning. De inde
holde maaske ikke nogetabsolut Nyt, thi Verden er gam
mel, og det er maaske et sandt Ord, at ingen Filosof
mere kan fremsætte nogen ny Sandhed, ja ej engang
nogen ny Vildfarelse; men der er en Oprindelighed i
dem , som er sjælden i vore Dage. De ere ikke afledte
af noget System, men ligesom udsprungne fra Aandens
og Sandhedens egen K ilde, o g , hvor de mødes med Sæt
ninger, som Andre allerede ad anden Vej ere komne til,
give de disse, om man saa rcaa sige, ny Bekræftelse.
Vistnok er Sandheden gammel, men den er ogsaa altid