57 / 581
50
han behøvede ikke at søge Bjergene for at beundre Na
turen. Hvilke herlige Solnedgange havde han ikke oplevet
i Dresden, medens Vejret endnu var mildt og den mægtige
Flod i sine Spejlinger gjentog Luftens og Landskabets rige
Farvespil! Og da den strænge Kulde indfandt sig, og
Alt syntes at stivne af Sne og Is, saa sandede han, at
Vinteren frembyder en ligesaa sjelden Farverigdom som
Sommeren, om end af anden Art. »Træerne« skriver han »ere
vel bladløse, men danne netop derved, med deres bruneogsorte
Grene og Stammer en kraftig Modsætning til den blæn
dende hvide Sne og den blaa Himmel. Birkens Slorhæng,
Filens rode Grene spille i det herligste Purpur ved Solens
Nedgang; det friske, saftiggrønne Mos, som prunker kost
barere end det kostbareste Fløjel, ligger i rige Lag paa de
gamle Pilestammer og kiger frem mellem de brune, af
faldne Blade og de spaltede Stenmasser. Himmelhvælvin
gen faar ved Modsætningen til Sneen dobbelt Glans;
Skyerne fare i underlige Former og med alvorligere Far
ver over det blaa Rum, og samle sig ved Aftentid til et
prægtigt flammende Hav omkring den dalende Sol, eller
de dække Himmelen med et snesvangert Dække, til hvis
usigelig biode Linier og harmoniske Overgange Sommeren
ikke kan fremvise Magen.« Hvilket Landskabsmaleri! vil
mangen en Læser vistnok udbryde; og han har Ret. Slige
Skildringer henkastede Hoyen ikke løst og ud af Hovedet;
men han gjorde sig fuldstændig og omhyggelig Rede for
Alt hvad han saa. Jeg har liggende for mig en Opteg
nelse fra 2den Februar 1830, hvor han en Vinterformiddag,
da Sneen dækkede Tagene udenfor hans Vindue og den
iovrigt klare Luft tildels oversloredes af lette Skyer, saa
omstændelig at ingen Maler vilde gaa videre, opskriver de