58 / 581
5!
utallige Farvenuancer, lian opdagede i de forskjellige Lys-
og Skygge-Partier paa nærmere og fjernere Gjenstande.
Men disse Forstudier var hans egen Hemmelighed; han
viste ikke Andre, hvordan Blomsten spirede; naar han
traadte frem med den, var den fuldt udfoldet.
Det er imidlertid en Selvfølge, at Hoyen i den lange
Vintertid ofte længtes efter Sommeren. Han trøstede sig
da ved sine Boger og, naar han var træt af dem, ved gode
Venners Selskab. Det var ikke blot Konstnere, han sagte,
af hvilke, som vi have sét, Friedrich og Dahl saare jevn-
lig saa ham hos sig; ogsaa med de betydeligste Viden-
skabsmænd og Forfattere stiftede han personligt Bekjendt-
skab. Han nævner med Interesse den brave Bibliotheks-
Sekretær Ebert, Professor Forster, som havde oversat
Petrarca, Professor Hasse, der havde leveret værdifulde
Artikler til Ersch og Grubers Encyklopædie, og fremfor Alle
Carus og Tieck.
Den bekjendte Fysiolog, Professor Carus, var den
gang en Mand paa nogle og tredive Aar. Høyen lærte
ham at kjende hos Friedrich, og skjøndt mange Pligtfor
retninger — Carus var Forstander for Fødsels-Stiftelsen i
Dresden — og Sygdomme i hans Familie optog hans Tid,
saa han ham ikke saa sjelden, og følte sig snart ligesom
hjemme i hans Selskab. Om hans egentlige Fag kunde
Høyen vel ikke tale synderlig med ham, men de talte
sammen om Poesi, omGothe, der var en personlig Ven af
Carus, og om Landskabsmaleri, og her fandt han ham
aandfuld i høj Grad. Carus meddelte ham interessante
Ting af sine Rejsebreve, og en Aften forelæste han ham
sine »Ideer over Landskabsmaleriet.« Det var som talt
ud af Høyens egen Sjæl; hvad han selv havde følt, var
4
*