192 / 211
R E P L I K
A F H E N R Y B R U U N
Der er al grund til at være kontorchef Stjernqvist taknemlig
for ovenstående supplement. At hans fornyede og flittige arkiv
undersøgelser ikke blot har bragt nyt stof frem, men tillige (s. 182)
medført visse korrektioner af detailler i min fremstilling, må jeg
erkende og acceptere. Om disse rettelsers betydning vil der kunne
være delte meninger. Navnlig må jeg bestemt fastholde, at en
begravelse i go’erne ikke kan være foregået, som Chr. Christensen
skildrer den. De herimod af H. S. påberåbte bestemmelser har
først og fremmest taget sigte på medlemmer af de fra folkekirken
afvigende trossamfund, og man har under ingen omstændigheder
tolereret, at andre end den lutherske gejstligheds præster talte ved
jordefærd på de almindelige kirkegårde.
Om dateringsspørgsmålet kun dette: Henføres episoden til
1890-91, er Bertel Hansen, Johansen og Kaufmann inddigtede.
Det styrker ikke tilliden til beretningen.
Fhv. forretningsfører Mikkel Christensen, der har kendt Chr.
Christensen godt, har meddelt, at han så tidligt som ca. 1904 har
hørt denne fortælle, at en af politiet dræbt mand fik en stor be
gravelse, vistnok på Assistens kirkegård, ved hvilken lejlighed en
ung mand fra samme ejendom som den afdøde talte. Sammen
holdt med den nu fremdragne manuskriptside (s. 188 f.) og navn
lig med fru Bjarnholts vidnesbyrd (s. 185) må dette siges at tale
for, at der bag beretningen om jordefærden (men ikke om drabet)
ligger en spinkel kerne af sandhed, en »begravelse af særlig karak
ter«. Men om liget i den kiste, som fru Bjarnholt (i Land og Folk,
6. jan. 1966) hævder at have set i gården til Nordvestvej 32,
vides indtil videre kun eet: Det var ikke slagter Eriksens.
190