196 / 211
A N M E L D E L S E R
tænkning karakteriseres som »oldasiatisk«, og at de virkelig betydningsfulde
opdagelser ikke menes at være gjort endnu. Om det sidste ved en historiker
formentlig ingenting. Vanskelig at kapere er også en sætning om, at forret-
ningsmændene optræder som videnskabsmændenes hovedarvinger.
Men lad det være. Det væsentlige er, at Kjølsen kan fremlægge et værk,
der er helt hans eget, som bringer adskillig ny viden, meget nyt billedstof og
på een gang beriger hovedstadens topografiske og lærdomshistoriske litteratur.
Bogen er udgivet med støtte af Carlsbergfondet, har et engelsk resumé, er
rigt illustreret og fremtræder i et smukt typografisk udstyr.
Sigvard Skov.
Steffen Linvald: I portenes skygge. Kbhvn. 1965. 104 s. ill.
Museumsinspektør Steffen Linvald har atter udsendt en bog med københavnsk
emne. Denne gang er det byens udvikling fra ildebranden i 1728 til midten
af forrige århundrede, han behandler, en periode, som er godt stof, og som
derfor også tidligere er beskrevet af andre forfattere. Bogen bærer titlen »I
portenes skygge«. Denne titel sammen med omslagets sorte farve bevirker,
at man belaver sig på at blive konfronteret med alskens råddenskab og uhumsk
hed samt diverse lyssky elementers hærgen. Allerede efter få siders læsning
beroliges man imidlertid ved at se, at det er det gængse billede af det gamle,
hyggelige København, der oprulles for en. I en snes kapitler fortæller Steffen
Linvald i en letlæselig stil med mange citater fra samtiden om byens og
husenes udseende, om renovationsforholdene, gadelivet, spadsereture, om tig
gere og gadesælgere, ildebrande og genopbygninger, kort sagt om byens dag
ligliv i den omhandlede periode. Som et godt supplement til teksten er bogen
illustreret med talrige stik, træsnit og udsnit af malerier.
Beskrivelsen følger det traditionelle mønster: den hyggelige og venlige atmo
sfære, der omgiver borgerne og byen, der i øvrigt er overbefolket og udsender
en slem stank. Forholdene har set med nutidens øjne ikke været rosenrøde,
men der sker dog immervæk forbedringer, og stort set har det ikke været
værre at bo i København end i andre af tidens storbyer. Bogen bygger på
ældre, lignende beskrivelser, som skildrer hele det behandlede tidsafsnit som
een lang dvaletilstand, hvor der næsten ikke sker ændringer. Selv om der er
stilstandsperioder, vokser byens befolkningstal dog til det dobbelte i tiden
fra ca. 1700 til 1850, og påstanden om, at befolkningen før voldenes fald
manglede fremdrift og initiativ, hører også til den del af overleveringen, som
modbevises af det, der virkelig skete. En skildring på ca. 70 små tekstsider af
en hovedstads udvikling i en så vigtig periode som den her behandlede, kan
194