201 / 211
A N M E L D E L S E R
hører om. Amager var ellers det sted, hvortil Worm i efteråret 1 6 1 6 havde
trukket sig tilbage for at genvinde sine kræfter, der var brudt sammen under
travlheden (s. 14 ). Af andre københavnske nyheder kan nævnes omtalen i
foråret 1628 af et voldsomt uvejr, der hærgede byen (s. 140 f.). Om pestens
hærgen taler Worm, der jo praktiserede som læge, flere steder i bindet; det
fortælles gerne, at Worm selv forblev i København for at stå de syge b i; det
gælder utvivlsomt også oftest, men i foråret 1626 synes han dog med mange
andre at være taget til Roskilde (s. 102, 106).
Om universitetsforholdene i København gives naturligt nok mange oplys
ninger; ligesom Worm som forfatter adskillige gange omtaler datidens bog
trykkere, gennemgående kritisk. T il Sir Henry Spelman i London skriver
Worm således i 16 3 5: »Udentvivl vil du i Nederlandene finde bogtrykkere,
som er raskere til at udgive, end hos Eder; thi jeg ser, at de skrider frem i
samme sløve skridtgang som vore, og at de ikke bryder sig saa meget om
sjældne og nyttige bøger som om dem, der er fordelagtige for dem selv og
salgbare blandt pøbelen. Deraf kommer det, at ogsaa mine afhandlinger om
de gothiske bogstaver og mindesmærkerne affattet med runeskrift endnu un
dertrykkes« (s. 329).
Brevene afspejler udviklingen i Worms interesseområde meget godt; op
rindelig var han stærkt optaget af medicin, anatomi og botanik, siden vok
sede interessen for oldhisiorie, runologi o.l. Betegnende er korrespondancen
med islænderne, der først rigtig slår igennem i 1629, efter Kejserkrigens op
hør. Foruden oplysninger om oldhistorie er der menneskeligt fængslende stof
i disse breve med deres oplysninger om islandske studenter, om slette kår
for præsterne i Island og vel i det hele for videre kredse dér og om de ind
byrdes stridigheder deroppe, hvori Worm hurtigt bliver den, der skal hjælpe
til rette; man undser sig heller ikke for at »smøre« Worm. Arngrim Jonsson
på Holar slutter således sit brev af 17. aug. 1630: »Min hr. velynder. Hvis
der ved en bedre lejlighed kan opnaas noget for vor hr. Illugi, hvor ukendt
han saa end er for de store, saa skal det ikke mangle paa taknemmeligheds-
tegn at sende til hr. doktoren. Lad det være en tønde smør eller noget saa-
dant«; brevskriveren tilføjer dog: »Ovenstaaende har jeg mere skrevet paa
et vink af ansøgeren end af mig selv: For i nogen maade at tilfredsstille
ham. Hr. velynder maa handle efter eget skøn« (s. 222 f.). Magnus Olafsson
på Laufas tilbyder også 1635 islandske varer (s. 3 5 1) , hvorefter han går
over til at virke for, at sønnen kan få noget af domkirkens jord. Forholdet
var det, at Ole Worm havde en udmærket forbindelse med kansleren Christian
Friis, der også var meget historisk interesseret (se f.eks. 46, 102, 149, 2 6 1),
og gennem ham kunne han udvirke kongebreve til gunst for sine islandske
medhjælpere. Deres »gaver« til ham bør — i tidens ånd — næppe bedømmes
1 9 9