207 / 211
A N M E L D E L S E R
ligeglad. A f teaterhistorisk værdi er den undersøgelse, Svend Aage Nielsen
har foretaget med hensyn til »Gjenboerne« og figuren Søren Torp, oprindelig
kaldet Søren Kirk. Uden vaklen holder Svend Aage Nielsen med selve styk
kets fader Hostrup, når han hævder, at Søren Torp aldeles ikke er nogen kari
katur på Søren Kierkegaard. Figuren er slet og ret en latterliggørelse i al al
mindelighed af en irriterende eftersnakker.
Selvfølgelig er Søren Kierkegaard den centrale skikkelse i denne dygtige
bog, der har den helt rigtige duft af Regensen, sådan som denne lever i folkets
tanker, men der er bifigurer, og af dem er P. L. Møller så langt ud den
interessanteste, som Svend Aage Nielsen ligefrem har pligt til at kaste sig over.
Denne mærkelige skikkelse, der har spillet så stor en rolle i dansk åndsliv,
er om nogen blevet ubarmhjertigt stedmoderligt behandlet, og hvorfor i grun
den? Hvor sælsomt, at just han, der var fremmest på fronten i i8 3o ’erne og
i84o’erne, da der var kamp og krig i den litterære verden, nu vel nærmest
kun er et navn. Det var dog ham, der med umiskendeligt talent gik i leding
med guldalderens idealer og moral, længe før Søren Kierkegaard havde tænkt
derpå. —Medens han var alumne på Regensen, var han en af dem, man måtte
lægge mærke til, vittig og dristig i opposition til alt og alle. —Hvor nær har
Søren Kierkegaard og P. L. Møller stået hinanden? Har de overhovedet haft
det bitterste med hinanden at gøre? Det er en af den danske litteraturviden
skabs store gåder, at vi intet ved. Slet intet. Kan et tilbundsgående studium
af Regensens arkiv ikke fortælle noget? Skulle der ikke være blot lidt om,
hvad han skrev i disse år, hvor Søren Kierkegaard var på æstetiske stadier.
Ved at gennemgå pressen fra dengang skulle det dog være ejendommeligt,
om ikke en eller anden artikel gav et fingerpeg, så man kunne komme videre.
Men først og fremmest skulle man tro, der var noget at høste, dels i den røde
gårds arkiv, og måske også i memoirer og papirer fra samtidige regensianere.
Det bliver ingenlunde let, men det kan gøres, og det bør ske, og meget tyder
på, at netop Svend Aage Nielsen er manden, bedømt ud fra denne fortrinlige
og i ordets egentlige forstand ægte københavnske bog.
Johannes Lehmann.
lidebrandshuse. En bygningshistorisk og etnologisk undersøgelse af 24 ejen
domme i gaderne Åbenrå-Landemeerket i København. Udgivet af National
museets Købstadsundersøgelser med støtte af Carlsbergfondet. Nationalmuseet
1966. 274 s. ill.
Bogen, der er tilegnet professor Axel Steensberg, er vokset frem af et under
søgelsesarbejde, som en større gruppe af hans elever, de studerende i faget
Materiel Folkekultur, har foretaget i første halvdel af 1965.
2 0 5