205 / 211
A N M E L D E L S E R
fremgik, hvilke år dette bind dækkede, og udgivernes navne? Den reklame
fortjente disse nok for det ikke altid lige spændende arbejde med en sådan
udgave. Nu finder man dem først på s. 5 og sat med alt for ubetydelig skrift.
E r æstetikken i typografisk opsætning ved ta løbe af med den sunde fornuft?
C. Rise Hansen.
Villads Christensen: Peripatetikeren Søren Kierkegaard. Kbhvn. 1965. 94 s. ill.
Det vrimler med bøger om Søren Kierkegaard. Får man et katalog over nye
publikationer fra snart sagt hvilket som helst land på vor klode, kan man være
sikker på, der er et eller andet skrift om vor store filosof, der udenvælts for
længst har sat sig ved H. C. Andersens side. Disse tvende er nu fremfor alle
andre Danmark i verdensbevidstheden. Tidligere var det æventyrdigteren og
Thorvaldsen, men mejslens mester er trådt noget tilbage for at lade Søren
Kierkegaard komme til med sin pen, der i stigende grad virker som en følsom
magnet på stadig flere og flere, ikke mindst i de romanske stater.
Men det er heldigvis sådan, at vi herhjemme også er vågne, når det gælder
Søren Kierkegaard. Her er en garde om ham, og ufortrødent kæmper den på
flere fronter for at gøre mange af hans tanker tilgængelige for den ikke lærde.
Søren Kierkegaard er så stor, at intet hos ham må være os fremmed og ukendt,
om det ved intens granskning kan oplyses. Her på bjerget er der mange, der
borer i de sjælelige skakter hos Søren Kierkegaard, og de gør det godt. Blandt
de allerbedste er stadig den meget lærde og alvidende Villads Christensen.
Han er et fænomen, som langtfra er vurderet efter fortjeneste i fædrelandet,
der skylder denne brændende forsker såre meget. Men som den overlegne ånd
han er, hører man aldrig en klage eller et suk fra ham. Dertil er han for stor.
Hans sidste lille skrift om peripatetikeren Søren Kierkegaard er en perle
af de ægte. Det er en henrivende bog, som engang læst, vil blive repeteret
med stigende fryd gang på gang. En peripatetiker er en vandrende filosof,
der ikke nøjes med selv at tænke over tingene, men som skal have disciple
om sig. Det havde Søren Kierkegaard i høj grad. Som den litterære stifinder
Villads Christensen er, har han af dybest glemsel fremdraget et skrift af en
englænder Andrew Hamilton, der i 1852 udsendte en bog »Sixteen Months
in the Danish Isles«, hvori han omtaler Søren Kierkegaard. De to kom aldrig
til at veksle ord eller tanker, men Hamilton fastslår om Kierkegaard, at »ingen
kender flere Mennesker end han. Og det er en Kendsgærning, at han spadse
rer omkring i Byen hver eneste Dag og sædvanligvis i Selskab med en eller
anden«. Og så får vi at vide, at Kierkegaard »talte med Forfattere, Skuespil
lere, Professorer og Præster i Hovedstaden. De var set spadserende sammen
2 0 3