206 / 211
A N M E L D E L S E R
med ham i oprømt Samtale«. — Hvem var det? Det må vi vente med at få
at vide, til det kommende bind ligger færdigt.
Alle kender vi til Søren Kierkegaards ture med faderen i stuerne på Ny
torv. Her spiller fantasien første violin. Når han som student gik op og ned
ad Strøget med studenterkammerater, vakte han opmærksomhed hos de forbi
passerende. Da forfatterskabet tager sin begyndelse, er han som en vandrende
Sokrates, som havde bl.a. en Hans Brøchner til ledsager. Da Meir Goldschmidt
skød med skarpt i »Corsaren«, kom gadedrengene frem i den indre by og
piftede og vrængede ad den underlige magister med de uens bukseben og den
mærkelige hat. Mere end almindelig interesse får man for de egentlige filo
sofiske spadsereture i slutningen af i84.o’rne. De foregik med to mænd af dem,
der må kaldes de sjældne og udvalgte. Den ene var den store retslærde Janus
Kolderup-Rosenvinge, som dog snart måtte give op, grundet på sit svage
helbred. Så greb han til pennen, som surrogat for mandagens mundtlige tanke-
udveksling. Om torsdagen vandrede Søren Kierkegaard med filosoffen Ras
mus Nielsen, denne mærkelige mand, som Søren Kierkegaard en tid havde
udset til sin litterære arving, fordi han troede, han var hans eneste virkelige
discipel. Men vinden vendte som bekendt. Den fynske husmandssøn og den
københavnske revolutionsteolog havde ikke mulighed for i det lange løb at
trække på den samme hammel. Gang på gang kuldsejlede Søren Kierkegaard,
han kunne ikke klare skærene på egen hånd. Det var den gamle fader, den
jyske uldkræmmer, der måtte gribe ind. Hans greb var fast, og ved det fandt
den unge svajende peripatetiker den vej, han skulle vandre. — — En frem
ragende bog, smukt trykt og udstyret, og skrevet med den blændende sprog
sans, som Søren Kierkegaard og Villads Christensen har til fælles. Enhver,
der vil kende København for godt hundrede år siden, vil finde den bedste
hjælp på disse få sider.
Johannes Lehmann.
Svend Aage Nielsen: Kierkegaard og Regensen. M ed et forord af F. J. Bille
skov Jansen og et engelsk resumé. Kbhvn. 1965. 154 s. ill.
Professor, dr.phil. F. J. Billeskov Jansen skriver i forordet til denne fornemt
udstyrede bog, at når der er tale om Søren Kierkegaard, rykker lokalhistorie
op til at blive universalhistorie. Det er rigtigt, og derfor læses denne bog af
Regensens klokker Svend Aage Nielsen med stor interesse. Den er så køben
havnsk, som tænkes kan. Det gør intet, især da der er så meget virkelig nyt og
belærende stof, det må have krævet stor tålmodighed at finde frem til. Det
er for altid godt, at vi nu ser, hvilken beskeden rolle Kierkegaard spillede ved
tronskiftet i 1839, hvor studenterne ellers var på stikkerne, klare over, at nu
gryede en ny tid. Det er, som om Søren Kierkegaard har været så nogenlunde
204