199 / 211
A N M E L D E L S E R
om Nationalmuseets samling af lavssager, af hvilke de fleste stammer fra
hovedstaden, og alle fortæller om en verden, der vil være ukendt for mange
af læserne. Selv blandt håndværkere er der adskillige, der ikke ved noget om
de skikke, lavssagerne bringer bud om, men der er nu også gået over 100 år
siden de oprindelige lavs ophævelse.
Bogen giver de elementære oplysninger om de gamle håndværks organisa
tion, og betegnelser som stueskilt, lydhammer og sækbrædt (zechbrædt) vil
for mange dække over tågede og ubestemte begreber, som Poul Strømstad
nærmere forklarer, og Mads Stage instruktivt skildrer i sine tegninger, så
den er en udmærket vejleder for den, som uden forkundskaber vil sætte sig
ind i det danske håndværks historie. For et dybere studium er den for kort
fattet, og at dømme efter det sidste kapitel er det bogens vigtigste hensigt
at tjene som vejledning til et besøg i lavssamlingerne i Prinsens Palæ.
Det er særlig det 18. århundredes lavsvæsen, der præger Nationalmuseets
samling, og korrekt er der anført de grundlæggende arbejder af C. Nyrop
om Haandværksskik i Danmark (fra 1903) og af Bernhard Olsen om lavs
sager i Tidsskrift for Kunstindustri 1888-89. Uden dem og anden til sagerne
knyttet tradition ville tingene ikke have stor historisk værdi, men denne over
levering er delvis mundtlig, og med rette mobiliserer forskningen sin skepsis,
så snart den skal bygge på de folkelige kilder, der er repræsenteret i den
mundtlige fortælling. Selv om de enkelte skikke ikke har forandret form, kan
de have skiftet indhold, og der er vist grund til at advare mod at tage en
hver beretning for gode varer uden først gennem flere samstemmende kilder
at have sikret sig deres pålidelighed. Særlig er der årsag til at frygte den
romantik, der nu omstråler det gamle lavsvæsen, og som har bevirket, at
man uden grund bruger den forældede stavemåde
laug
om organisationerne,
som om de blev mere ærværdige herved. Det ville formentlig være mere frugt
bart at opfatte lavene som håndværkets forsøg på at hævde sig i købstæder-
nes stive sociale milieu. Derved forstås bedre svendenes uafladelige stræben
efter opsigelsesfrihed og andre goder. Denne tendens kommer også til udtryk
i lavenes indre liv, men forhindrer ikke, at man under beskedne former slog
sig løs, således som Poul Strømstads smukke bog overbevisende fortæller det.
Helge Søgaard.
Breve fra og til Ole Worm. I. 160 2-1636 (Nr. 1-6 2 1). Oversat af H. D.
Schepelern. Under medvirken af Holger Friis Johansen. Kbhvn. 1965. 388 s.
ill.
Latinen forsvandt på ingen måde med reformationen. Den var fortsat de
lærdes sprog, endda forbedret efter klassiske forbilleder og derfor vanskeligere
T9 7