198 / 211
A N M E L D E L S E R
at henvise disse forlystelsessteder, der har haft en så strålende glans i de
sidste 75 års københavnerliv, til en
»anden«
gang? Hans bog er jo allige
vel så omfattende, at det er et spørgsmål, om der bliver nogen
»anden«
gang!
På samme måde er det, når han fortæller, at Tom Kristensen »vistnok« har
skrevet en del af sin gennembrudsroman »Hærværk« ved et stambord i café
Osborne. Det er noget, en journalist kan tillade sig, når han skriver: »I skri
vende stund har det været forfatteren umuligt at konstatere . . .«. Det kan
en journalist, men ikke en historisk forfatter tillade sig.
I det store og hele er det dog en udmærket bog, Bent Zinglersen har
skrevet, hans forudsætninger er faktisk i orden, men forlaget burde have
givet ham lidt vejledning blandt andet med hensyn til stilen. Han fortæller
stort set hyggeligt og bramfrit, men han mangler i nogen grad sans for det
sprogligt tilladelige. Det er helt i orden, at man bruger jargon og slang,
det er jo herfra, at sprogfornyelsen kommer. Men det forekommer helt ved
siden af, når han fortæller om den højfornemme hr. Emil Bodenhoff, der
på Bernstorff Slot spiser sammen med zaren og Christian den niende og bag
efter »snører« dem i billard og kortspil. For at blive i tidens stil burde han
have skrevet: »taget ved næsen«. På samme måde er det med udtrykket:
»Der er O dug på bordene«. V i forstår jo nok, at der er tale om en restau
ration uden duge på bordene, men det er en så moderne sprogblomst, at
man ingen garanti har for, at den virkelig vil blomstre i sproget. Selv om
man bør nærme skriftsproget til talesproget, så er det dog ikke enhver ukrudts
plante, der vinder hævd. Desværre er der mange af disse vildskud.
En væsentlig mangel bør påtales. Man savner en litteraturliste og et navne-
og sagregister.
Men når disse indvendinger er gjort, kan man anbefale bogen. Den er
trods sine mangler fornøjelig og læseværdig. Den dag, forfatteren lærer at
bruge sin historiske viden, som er betydelig, stringent, graver sig ned til
kilderne og vil lade være med at sjuske med sit sprog, er der stor chance for,
at han kan komme til at skrive værdifuld kulturhistorie. Humør, veloplagthed
og uforfærdethed er han i besiddelse af.
Charles Haugbøll.
Poul Strømstad: Fra laugstiden. Tegninger af Mads Stage. Kbhvn. 1965. 48 s.
I den historiske forskning findes et kildekritisk problem, man har ofret for
lidt opmærksomhed. Behandlingen af fortidens tekster har beslaglagt hele
interessen, og de fleste har glemt, at også de skriftløse genstande fra ældre
perioder er kilder til forståelse af de svundne års liv. Museumsinspektør Poul
Strømstads lille bog kan inden for sit emne mindske savnet i sin fortælling
196