193 / 211
ANM E LD E L S E R
Kong Christian V III.s breve 17 9 6 -18 13 , I-II. Udgivet af Det Kgl. Danske
Selskab for Fædrelandets Historie ved Axel Linvald under medvirken af Albert
Fabritius. Kbhvn. 1965. 366
+
293 s.
Om vore oldenborgske konger kan vel siges, at de »helt sjældent rørte pen og
bog«. Med to store undtagelser: Christian IV og Christian V III, her ses bort
fra en enkelt amatørarkæologisk publikation af Frederik V II. Det lader sig
ikke nægte, at Christian IV .s skriftlige efterladenskaber vejer tungere som
kildestof end Christian V III.s, i hvert fald så vidt som vi endnu har haft lej
lighed til at følge ham gennem afdøde rigsarkivar Axel Linvalds publikationer
siden 1929, da Christian X gav tilladelse til offentliggørelse af denne utroligt
skrivende forgængers papirer. A f de udgivermæssigt næsten uudtømmelige
fonds har Linvald inden sin død nået at færdiggøre, for det her nævnte bind
dog kun omtrent, på samme tid bidrag til hovedpersonens historie og udgivelse
af hans papirer: Christian V III. Den unge Prins, 1943, Norges Statholder,
1952, Christian Frederik og Norge 18 14 , 1963, Christian V III. Før Eidsvold-
grundloven, 1965, Kong Christian V III.s Dagbøger og Optegnelser I, 1799-
18 14 , 1943, Kong Christian V III.s breve 179 6 -18 13, 1965, af hvis fortrinlige
notestof Albert Fabritius efter forfatterens død har tilvejebragt en del.
Den opgave, Linvald havde påtaget sig, var uløselig inden for det åremål,
der er beskåret et menneske. Interessant ville det have været at se Linvalds
behandling af Christian V III.s sønderjydske politik i hans kongetid, et om
råde, som Linvald var vel bevandret i, og hvor man måske kunne have ventet
en mildere dom end sædvanlig, ganske simpelt fordi Linvald, hvad man godt
forstår, i nogen grad er blevet betaget af sit offer, en skæbne, en historiker
sjældent vil undgå, når han kommer et menneske på så klods hold, som til
fældet er i forholdet mellem Christian V II I og Linvald.
Enhver enevældig konge er københavner, og for de flestes vedkommende
må man erkende, at de var gode københavnere, således at forstå, at de her
opbrændte landets fedme i stor udstrækning ved at udsmykke deres —og vor
- hovedstad. Christian V III blev jo en udødelig københavner alene derved,