194 / 211
A N M E L D E L S E R
at han i en af stadens skæbnestunder gennem sin afgørelse gav Tivoli en ideel
og jernbanen en ussel placering.
Om københavneren Christian V I II giver de to højst læseværdige bind meget
lidt, undtagen på ét punkt. I bd. II.s korrespondance med kunstnere og viden-
skabsmænd viser den senere konge sig fra sin allerbedste side: høflig, interes
seret og hjælpsom, og disse gode egenskaber er iklædt en smuk stilistisk dragt.
1808 blev prinsen — 22 år gammel — præses for Det kgl. Akademi for de
skiønne Konster, en opgave, han i fuldt mål tog til sig. For den, der interes
serer sig for København som den danske kunsts republik, er der meget at
hente i prinsens breve, som tegner en række fortrinlige billeder af hele dati
dens kunstnerverden. Behageligt frisk og uimponeret virker Abildgaards djærve
breve til den fyrstelige præses, hvis store mål det var snarest muligt at få
Thorvaldsen hjem, i hvert fald på besøg.
Om man fremdeles vil kunne publicere Christian V III.s efterladenskaber,
hvor interessante de momentvis kan være, får stå hen. En afgørelse er vel næp
pe truffet. Men at man har fået et rigt bidrag til tiden før de store katastrofer
—set lidt fra oven —er der grund til at være taknemlig over. Forhåbentlig vil
fremtidige bind i højere grad kunne vise os vor tivoliglade københavner.
Jens Vibæk.
Hans H. K jølsen: Fra Skidenstræde til H. C. Ørsted Institutet. Kbhvn. 1965.
248 s. ill.
Den 26. september 1964 indviedes H. C. Ørsted Institutet, som rummer K ø
benhavns Universitets afdelinger med bogsamlinger og laboratorier for mate
matik, fysik og kemi. I anledning heraf har civilingeniør Hans H. Kjølsen
udsendt en bog med ovennævnte titel. Det også fagligt nærliggende institut
for teoretisk fysik bærer Niels Bohrs navn. Det faldt derfor rimeligt, at det
nye kom til at bære et andet af de exacte videnskabers verdensnavne: H. C.
Ørsteds. Man kan også sige, at Ørsted er blevet bogens helt i den forstand,
at der fremlægges meget nyt materiale til belysning af Ørsteds arbejdsvilkår.
Endnu engang gennemgås opdagelsen af elektromagnetismen i 1820, de hjælpe
midler, Ørsted havde til rådighed, og Eckersbergs portrætmaleri, hvor bl.a.
en del af det store galvaniske batteri ses. Med rette fremhæves det, at Ørsteds
opdagelse ikke var en tilfældighed. Mere epokegørende er omtalen af Ørsteds
fremstilling af aluminium, som skete i en tidligere hestestald, der var taget i
brug som kemisk laboratorium, en nu forsvundet bagbygning til Ørsteds pro
fessorgård i Studiestræde. Mens opdagelsen af elektromagnetismen straks publi
ceredes på latin og rundsendtes til den lærde verden, kom beretningen om det
1 9 2