97 / 211
F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
hun har været hastig, det tyder mange ting på, bl.a. at der ikke
gik ret lang tid, inden hun reagerede på kollegiets breve.
Hendes store hus med de mange tjenestefolk, ødselhed i klæder
og stor selskabelighed har sikkert kostet hende mange penge, som
renterne af hendes formue næppe har kunnet bære, og dette har
antagelig ført hende ind på tanken om at tjene flere penge, som
vi i det efterfølgende kan læse om.
I de kredse, som frøken Ernst gennem sit slægtskab hørte til,
kunne hun ikke undgå at tale tysk og fransk; om hun har været
musikinteresseret, ved man intet om, men at hun har haft inter
esse for litteratur, bærer Bolle Willum Luxdorph’s dagbøger vidne
om. Han, som var embedsmand og forfatter, var meget litterært
interesseret og skrev i sin dagbog 2. marts 1779: »Frøk. Ernst skik
kede mig Copie af Marchskrigerens C:te Welldones eller St. Ger-
mains eller Jerusalems Skomagers Brev«. Luxdorph nævner iøvrigt
frøken Ernst flere gange i sin dagbog.31 29. december 1769 skriver
han, at hun skal have gjort opbud, og 20. september 1774 fortæller
han, at der har været ildløs i hendes gård i Østergade. »Nogle
meente, det var paasat«. Efter branden fik hun af brandforsikrin
gen udbetalt 300 rd.32
Som kort fortalt i indledningen, indgav frøken Emst til kongen
en ansøgning om at måtte anlægge et »Engelsk Olie-Hør Hegleri«.33
Kommercekollegiets kommentarer ved forelæggelsen til kongen
giver et udmærket syn på, hvad man der tænkte om frøken Ernst’s
duelighed som fabrikant og hendes pekuniære forhold.
Frøkenen selv var fuld af optimisme og håbede på at drive sit
foretagende til den fuldkommenhed, som med tiden ville overflø
diggøre al import fra udlandet. Hun drømte endog om at udvide
fabrikken, således at hele landet kunne blive forsynet med hendes
billige varer, hvilket hun søgte at bevise rigtigheden af ved at pro
ducere prøver af den grovest heglede hør, som nu solgtes for 7 sk.
9 5