102 / 211
K A J F O L T M A R
ledes at man, for hver gang man heglede, trak bundtet et større
og større stykke gennem heglen, indtil den ene halvdel af bundtet
var gennemheglet. Hvis man mærkede modstand mod trækket,
måtte man opgive at trække, da ellers alt for meget hør gik til blår;
man måtte da løfte bundtet op og ud af tænderne og slå det ned
igen, nærmere den fri ende. Tid efter anden udtog man en del
lange taver, der var blevet siddende i heglen, og ordnede dem som
»kort hør«, og herefter løftede man blåren ud og sammensvøbte
den på en særlig måde. Blårmængden var højst forskellig; det
kom dels an på hørrens beskaffenhed, og dels på de folk, som ar
bejdede med hørren. Var det øvede folk, som arbejdede, gik der
ikke så meget til blår, men var de uøvede, kunne blot to arbejdere
forringe den færdige hørs kvalitet og mængde. Frøken Ernst
havde i sit brød, da det gik godt, ca. ti arbejdere, men en over
gang dog kun tre mand. Hver mand kunne normalt hegle 100 kg
skættet hør i 120-160 arbejdstimer og deraf få ca. 38 å 45 kg
heglet hør, medens resten var blår på nær et par procent. God
og ren skættet hør tabte ved behandling på tre hegler efterhånden
omtrent sin halve vægt i skæver og blår. Heglingen var forbi, når
den kun gav minimalt blår.
Frøken Ernst havde 37 håndhegler i alt, det svarede til en ar
bejdsstyrke på ca. ni heglere, plus en sorterer og heglemester.
Den engelske metode, hvorpå frøken Ernst’s fabrik var anlagt,
»var ikkuns faae Andre tilforn bekiendt i Engelland«, da det var
en hemmelighed, og hendes hørsvingeri var det første her i landet
i sin slags; antagelig drejede det sig om den »våde hegling«.
Hvis man kommer taverne i næsten kogende vand, kan man
opbløde det kit, som binder elementtaverne sammen, så meget,
at man ved at trække i taverne kan få elementtaverne til at glide
fra hinanden, uden at taverne går over, men man må ikke trække
for stærkt. Lader man taverne tørre igen, klistrer de atter sam-
100