104 / 211
K A J F O L T M A R
Den 28. april 1767 ansøgte frøkenen Kommercekollegiet om, »at
Banqven maatte tilholdes uvægerlig at udbetale hende de fulde
12.000 rd.«, hvorom kollegiet gjorde forestilling til kongen.
I forestillingen siges det, at efter de oplysninger, hun selv havde
indsendt, og efter den synsforretning, som to kommitterede fra
kollegiet den 22. januar havde foretaget, beløb fabrikkens værdi
og forråd af varer sig til 19.500 rd., der var altså valuta nok. Men
kollegiet vidste ikke, hvilke bevæggrunde banken havde til at nægte
frøken Emst den fulde sum på 12.000 rd., som de havde lov til
efter deres kgl. octroi. Kollegiet ville henstille, at hun selv skaffede
lånet uden afkortning ved at benytte den allernådigste forundte
garanti, så længe de foreskrevne vilkår varede. Kongen underskrev
den nedennævnte resolution, som lød:
»Da Banquen efter den allernaadigst meddeelte Octroye,
haver en fuldkommen frie Disposition i at giøre Udlaan og
tage de Regler, den finder til sin Sickerhed fornøden; Saa faaer
Jomfrue Friderica Lovisa Ernst Selv sammesteds forskaffe
sig Credit ved hielp af Vores allernaadigste Garantie, som
Vi i den ved Vores Høystsalige Hr. Faders Resolution af 7de
Juni 1765 fastsatte Tid og paa de derudi foreskrevne Vilkaar
allernaadigst ville fremdeles hende forunde. Givet paa Vort
Slot Christiansborg udi Vores Kongel. Residence Stad Kiøben-
havn den 12te May 1767«.43
Efter denne resolution fik hun ordnet sit forhold til banken, som
gik med til at lade hende få et udlån på 12.000 rd., som hun måtte
tilbagebetale om seks år. Renten blev udregnet for hele udlåns
perioden og blev straks betalt til banken, førend hovedstol minus
renten blev udbetalt til frøken Ernst med 10.000 rd., en låneform
der endnu bruges af banker.44
Den 6. maj 1771 ansøgte frøken Ernst, om den kongelige ga
102