100 / 211
K A J F O L T M A R
Den kongelige resolution forelå den 7. juni 1765, og den 13.
i samme måned fik direktørerne for banken underretning. Man
kan tænke sig frøken Emst’s sindstilstand, da hun kørte op foran
banken i sin karrosse og med den kongelige garanti i hånden an
modede om et banklån på 12.000 rd., men kun fik en fjerdedel -
et lån på 3.000 rd. Banken har antagelig forlangt sikkerhed for
lånet, foruden den kongelige garanti, og det har hun åbenbart
syntes var overflødigt, når kongen ved sin garanti hæftede for
beløbet.3'
Derefter indsendte frøken Ernst den fordrede efterretning om
hendes fabriks tilstand og gjorde opmærksom på, at hun nogle
måneder senere behøvede de resterende 9.000 rd., hvilken udbe
taling banken anmodedes om af Kommercekollegiet den 14. de
cember 1 765-3S Det ses ikke at have givet noget resultat. Året efter
søgte hun at rejse penge ved en omprioritering af sine ejendomme,
bl.a. gården på Østergade ( 1 1 . juni 1766), som efter delvis om
bygning af mellembygningen blev indrettet til fabriksbrug: fa
brikslokaler, lagerrum til hør og blår og til færdige varer, desuden
til folkekøkken og folkekamre, da de ugifte svende og drenge
havde kost og logi hos deres arbejdsgiver. I kælderen mod Øster
gade, som tidligere var udlejet til butik med beboelse, blev ind
rettet en bod, hvor hun solgte sine produkter.39
Den hør, som frøken Ernst anvendte, kom fra Rusland. Det var
oliehør, af hvis frø man pressede olie (linolie), medens man af
stænglernes indre udvandt de lange basttaver, som kunne være
fra 0,60 m til 1 m lange. Hørren måtte ruskes op med rod og
derefter gennemgå en lang række processer, inden den blev pakket
i baller og indskibet i Riga.
Regeringen søgte også her i landet at opmuntre bønderne til
at dyrke hør, men det faldt af forskellige årsager ikke godt ud.
Den hør, som blev dyrket her i landet, såede man tæt, hvorfor
9 8