101 / 211
F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
den ikke blev grenet ved roden, men fik lige stængler med lange,
stærke og fine taver, men den var for dyr. I Rusland, hvor jorden
var billigere, blev hørren sået mere spredt. Det gav grovere hør
og flere stængler med flere frø til olieudvinding, hvorfor den
kunne købes billigere end den danske. Desuden var det billigere at
indføre hørren i halvfærdig stand og så begynde med heglingen,
som frøken Ernst gjorde.
Hørstænglerne består indvendig af bast; men inden man ud
vinder den, må man først knuse det indvendige og det udvendige
trælag; først derefter kan man bearbejde hørrens bast, som inden
heglingen består af båndagtige sammenhængende taver (der altså
endnu ikke er isolerede fra hinanden), men til spinding derimod
er taverne isolerede, hvilket man opnår ved heglingen.
Heglingen er altså en spaltningsproces, som er en slags kæm
ning med spidse nåle. På den tid frøken Ernst begyndte, havde
man nogle heglemaskiner, der var ret primitive, og der fordredes
vind- eller vandkraft til at drive dem. Frøken Ernst havde ingen
af delene, men hun klarede sig med håndhegling.
En håndhegle består af et bræt med flere rækker lange spidse
ståltænder; de skal være spidse for at trænge ind, og være tyk
kere ved roden for at virke spaltende, være glatte og elastiske for
at give efter, når man trak tavebundtet. Man heglede først den
halve længde, idet man med højre hånd slog den fri ende, som
var udbredt som en vifte, ned mod tænderne, idet en skærm an
bragt på brættet hindrede, at man slog bunden for dybt ned.
Heglens dybde var bestemt til at rumme de korte taver, hegle-
blåren, som blev stikkende i heglen, når man trak bundtet til sig.
Efter at man havde vendt bundtet, begyndte man fra den anden
ende. Man heglede flere gange, først med en grov hegle, senere
med tættere og finere hegler, indtil fire eller fem hegler, med af
vekslende grad af tæthed. Man gentog heglingen flere gange, så
99