108 / 211
K A J F O L T M A R
horst’s og andre købmænds dårlige forfatning; måske har han givet
usolide kunder for stor kredit eller han var ikke dygtig nok til
slavehandelen. Et lille exempel: der fortælles om en kunde, der
ville købe en ung mandsslave, at han slikkede slavens hage for at
sikre sig, at det ikke var en ældre slave, som sælgeren havde barbe
ret. Slavehandelens priser afhang af kvaliteten af de udbudte sla
ver, af alder, køn og sundhedstilstand. For nyimporterede slaver,
de såkaldte »Buraler«s vedkommende var deres afrikanske stamme
afgørende, idet de forskellige negerstammers medlemmer var højst
forskelligt egnede til arbejdet. Også for de enkelte slaver indenfor
en givet besætning gjorde der sig store prisforskelle gældende efter
vedkommendes arbejde og oplæring. Billigst var marknegrene,
højest en tømmermand, som kostede omkring 1 1 2 5 rd., en murer
600 rd., en møllersvend 500 rd., en sukkerkoger 350 rd., en rom-
destillerer 300 rd., en fyrpasser 300 rd., o.s.v. Sygeligheden var
stor, ca. 10% af en plantages besætning.51
Frøken Ernst opgjorde selv sit tilgodehavende i Gravenhorst’s
bo 5. september 1772 til 38.344 rd. 4 mk. 15 sk. og hos procura-
tor Christian Anton Seybeck, der var hendes befuldmægtigede der
på stedet, som skulle sørge for at inddrive hendes fordring i Gra
venhorst’s bo, 9.950 rd. 2/2 sk., rundt regnet 50.000 rd. Det er
ikke så underligt, hun har siddet i svære pekuniære vanskelighe
der.52
Nu vender vi tilbage til København, hvor hendes lån er opsagt,
samtidig med den kongelige garanti.
I mellemtiden indsendte frøken Ernst den 23. maj 1771 en an
søgning, om Hans Majestæt vil tage i betragtning hendes tilgode
havende i afdøde Gravenhorst’s dødsbo og hos procurator Seybeck
i Vestindien for de 10.000 rd., hun imod den kongelige garanti
havde modtaget.53 Svaret var benægtende. Finanskollegiet tilstillede
Kommercedeputationen bankens og frøken Ernst’s promemorier
106