113 / 211
F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
indsatte hinanden som universalarvinger. Etatsrådinden havde
ikke skiftet ved sin mands død, men nu indsatte hun »min kiære
Datter« som arving. Frøken Ernst indsatte på sin side »min kiære
Stif Moder« som arving, dog med undtagelse af en reserveret ka
pital, hvis sum var indføjet i et pro memoria, som de to havde
undertegnet og forseglet. Etatsrådinden havde ikke selv nogen
børn, men fire stedsønner fra sit første ægteskab. Etatsrådinden
var 23 år gammel, da hun den 2. september 1701 holdt bryllup
med den 61-årige enkemand, borgmester, etatsråd Anders Jacob
sen, som døde i 1 7 1 7 og efterlod hende 8.000 rd. Hans børn var
jævnaldrende med hans nye kone. Frøken Ernst havde så langt,
hun kunne huske tilbage, ikke haft nogen anden moder. Der er
noget, som tyder på, at der bestod et godt forhold imellem dem.
Selv om etatsrådindens død berørte frøken Ernst dybt, var arven
efter hende dog en slags trøst; vi ved ikke noget om, hvor meget
den gamle dame havde forstrakt frøken Emst med, men det er
tænkeligt, at arven kunne betyde en lettelse i hendes økonomiske
vanskeligheder, som kulminerede 29. juni 1772, da Hof- og Stads
rettens dom med ledsagende executions- og arrestforretninger dan
nede slutstenen på hendes vestindiske handel.
Året 1772 blev et begivenhedsrigt år, ikke alene for frøken Ernst,
men for hele landet, idet Johann Friedrich Struensee blev styrtet,
hvilket medførte store forandringer i statens styrelse; bl.a. overtog
arveprins Frederik regeringens ledelse, hvorfor frøken Ernst den
12. september 1772 indsendte en ansøgning til denne, hvori hun
anførte, at hendes kredit »ved en umild Omgang er spildt, og at
hvis den hende givne Resolution paa hendes Ansøgning om For
skud skal være den endelige, da nødes hun at nedlægge Fabrikken.
Hun taler mindst om sig selv, men det gør hende ondt at høre de
fattige Arbejderes Fortvivlelse, da de næsten alene lever af denne
Fabrik«. Hun anholdt derfor atter om at få dette forskud, som
1 1 1