110 / 211
K A J F O L T M A R
tilgodehavende i Vestindien inddrive til afbetaling på dette forskud,
samt i mellemtiden lade sin fordring henstå uden videre proces.
Hun påberåbte sig, at hendes kredit var spildt, og hun håbede,
andres medlidenhed ville hjælpe fabrikken på fode, »hvorved hun
og utallige Fattige ernæres, men at Haabet ville forsvinde, i fald
andre Creditorer skulle befrygte samme for den Kongelige For
dring at blive borttagen«.58
4.
april forlangte kammeradvokaten betænkning, om den til
budte fordring var god, og hvilke midler til fordringens inddrivelse
der var at tage. 23. april var svaret dette: at hvad hendes vestindi
ske fordringer angik, da kunne kammeradvokaten umuligt bestem
me deres værdi, da det ville komme an på, dels Gravenhorst’s bos
tilstand, dels hvor stor sum hun skyldte til kongen, dels også på de
folks tilstand, hvor hun havde penge til gode for slaver. Hendes
ejendomme og effekter var af liden betydning, og hendes værdier
var pantsatte med første og anden prioritet, dels til banken, dels
til private folk, for exempel ejede hun første prioritet i Røde Vejr
mølle Kro på 6.500 rd., på hvilken hun igen havde lånt hos op
lagsskriver Dreyer 4.000 rd. og endvidere hos guvernør Soetmann
2.500 rd., i alt 6.500 rd. Desuden var hørsvingeriet i alt vurderet
til 2 15 rd. 40 sk., hvilket igen var overleveret hende mod kaution.
Kammeradvokaten mente, efter sådanne omstændigheder var
der ikke udsigt til, at hendes effekter her i landet kunne indbringe
noget, hvorfor hendes fordringer i Vestindien var det eneste, man
kunne holde sig til, hvilket måtte ske således: først tage dom over
hende her, derefter sende alle dokumenterne til advocatus regius
til inddrivelse på lovlig måde, og ligeledes måtte der gøres execu-
tion i hendes effekter her: møbler, gårde, huse og ejendomme.
Det kom an på kongens nåde, om hendes effekter måtte blive fri
for auktion indtil videre, da det skønnedes, at Hans Majestæt ikke
ville have nogen fordel heraf.59
1 08