13 / 219
Indledning
11
fredsbetingelserne frade europæiske stormagter.
De udenlandske troppers medvirken afspejlede, at konflikten mellem
Danmark og Sverigevar blevet etinternationalt anliggende, som de storesø
fartsnationer (Nederlandene, Frankrig og England) blandede sig i.Fredsbe
tingelserneved freden iKøbenhavn 27. maj 1660 var ivid udstrækning dik
teret afdem ved de forudgående ”Haagerkoncerter’,det vilsige ved møder
mellem de storesøfartsnationer iHaag isommeren 1659.
Ved disse møder bestemtes det, at den kommende fred skulle bygge på
Roskildefreden med enkelte ændringer. Blandt andet atTrondhjem Len og
Bornholm kom tilbagetilDanmark og Norge, mens Danmarks øvrige afstå
elseriRoskildefreden blevgentaget i1660-freden. Både Sverige og Danmark
var skuffet.
Samfundsmæssige forhold
Da historikeren Erik Kjersgaard for omkring 25 år siden producerede en
fjernsynsserieom Danmarks historie,sluttededen blandt andet med konklu
sionen, at det var overraskende, at Danmark fortsat bestod som etselvstæn
digtland. Stormen på København må have været en afde episoder, han havde
itankerne. Det ses tydeligt afhistorikeres behandling afbegivenheden, der
oftekaldes Danmarks skæbnetime.
Stormen på København blev ikke kun en milepæl iDanmarks udenrigs
politiskehistorie, den kan også forbindes med storeindenrigspolitiske foran
dringer. En måneds tidefterafvisningenafdetsvenske angreb på København
fikhovedstaden nye privilegier(24. marts 1659),10dergav borgerne fikandel
iadelensprivilegier,ligesom København fikstatusafen fririgsstadog en rigs
stand. Det betød, at byen nu skulle inddrages, når der skulle drøftes noget,
der angikhele riget. Der blevopretteten forsamlingpå 32 mænd, der kan ses
som forløber for en senere tids borgerrepræsentation, og 1
Vi
år senere - ved
stændermødet iefteråret 1660 - led adelsvælden skibbrud. Kongen fikefter
følgende enevældig magt, og adelens forrettighederbleverstattetafetnyt pri-
vilegiesamfund, hvor standssamfundet indgik iet rangssamfund, men hvor
Københavns privilegierog politiske indflydelse samtidig blev udhulet.
For over 100 år siden så historikeren J.A. Fridericia det oplagte iat be
handle den uden- og indenrigspolitiske udvikling samlet
.11
Krigene havde
virket som en katalysator, der havde fremskyndet nogle strukturændringer,
der længe havde været undervejs, og som både påvirkede forholdet mellem
stænderne og mellem stænder og kongemagt.
Krigene havde ipraksis givet kongen en friere, mere selvstændig stilling
over for rigsråd og stænder, ligesom fordelingen afkrigens store byrder hav
de rettet søgelyset mod rimeligheden og retfærdigheden idet eksisterende,