17 / 219
Indledning
15
ien stadig skiftende erindring. Dagsaktuelle spørgsmål gives via mindefe
sterellermonumenter en kontinuitet bagud itid,så fejringafjubilæer er en
yderst aktiv handling. Blot et ganske kort blik på fejringerne afstormen på
København kan illustrereden forskelligartede udnyttelse afbegivenheden.
To år efter stormen på København - den 9. januar 1661 - gjorde Frederik
3. den
1 1
.februar tilen årlig, national taksigelses- og helligdag, der skulle
helligholdes med musik og klokkeringning som andre helligdage tilminde
om, at den svenske konges storm på København ”med stor Ruin blev af-
slagen
”.16
1766 blev helligdagen imidlertid afskaffet som upassende, da den
danske prinsesseSophie Magdalene blevgiftmed den svenske kronprins Gu
stav (den senere Gustav 3.).
I 1859 blev det mislykkede stormangreb på København imidlertid fejret
ved nogle stort anlagte festligheder. Det spændte forhold tilTyskland - på
grund af den tilspidsede situation ihertugdømmerne - kastede slagskygger
ind over festlighederne, men prægede også symbolværdien. I 1859 var det
ikke sejren over den svenske hær i 1659, man fejrede, men nationalfølelsen
og viljen tilat forsvare landet ilysetaftruslen sydfra. Ien taleved festlighe
derne hævdede inspektør C. Brix, athver mand blev en helt, og hver kvinde
en mand
!17
Modstanden i 1659 var et efterlignelsesværdigt forbillede, der
havde en opdragende funktion, der skulle fremme forsvarsviljenog national
følelsen, og forsvarerne fungerede -på moderne dansk -som rollemodeller.
Ved at fejre dette og kampen for frihed udgjorde Sverige i 1859 ikke et
fjendebillede, men var istedet blevet tilen ven, som man iskandinavismens
ånd ventede sighjælp af. Skandinavismen og den nordiske forbrødring blev
under festlighederne hyldet ifleresange, og der blev udbragt skåler for den
svenske konge, Oscar
2
.Symptomatisk blev der også skålet for kongehuset,
hæren, flåden og borgerrepræsentationen. På en undertiden lidtanstrengt fa
con blev det nordiske aspekt fremhævet ifleretaler
.18
I 1859 blev festlighederne samtidig benyttet tilat fejre borgernes opgør
med adelsvælden, hvor enevælden ses som en nødvendig parentes iudvik
lingen. Det var ganske bevidst, atenevælden udstedte flererangforordninger
den 11. februar, datoen for stormen på København
.19
Enevælden havde i
1859 udspilletsin rolle;nu var det folketselv,derskulleløfteopgaverne efter
dens afskaffelse. Uenighed eretnaturligt element ietdemokratisk samfund,
men uenigheden blev setsom en styrke iden fælles front mod den truende
fare frasyd. Festlighedernes fejring affriheden var derfor også en hyldest til
demokratiet.
I 1909 - 250-året for stormen på København - var festlighederne også
præget afforholdet tilTyskland og Sverige.Tyskland var fortsatfjenden, som
det afspejlede sigisamtidens debat o m Københavns befæstning mod landsi