159 / 219
9 Det københavnske patriciat 1600-1660
Et socialt og kulturelt signalement
T h o m a s L y n g b y
Det må have svimlet for borgmester Hans Nansen, da han hen imod midnat
den 18. oktober 1660 trådte ind i sin bolig i Snaregade. Nansen var draget
hjem fra taffel på Slottet som en af rigets største mænd. Hans vogn var ledsa
get af en afdeling af borgervæbningen - der var nærmest tale om en proces
sion. På Slottet, hvor han kom fra, var han blevet så velbeskænket, at det må
have knebet med balancen. I tre timer havde han talt med kongen og Han
nibal Sehested, mens de drak den ene skål efter den anden. Dagen var kulmi
nationen på stændernes forhandlinger, der havde varet mere end en måned.
Denne smukke efterårsdag var Frederik III blevet hyldet som arvekonge på
Slotspladsen. Nansen havde under stændermøderne agiteret stærkt for dette
tiltag og sejret.1 Hvordan fremtidens statsforfatning ville blive, syntes dog
endnu indhyllet i en ligeså tæt tåge som Nansens bevidsthed under vinens
påvirkning.
Jo, det har nok svimlet for Nansen. Dagen var en slags zenit på Nansens
egen livsbane, og måske havde han også en dunkel fornemmelse af, at det var
klimaks på, hvad man kunne se som en social, kulturel og politisk proces,
som det københavnske storborgerskab havde været igennem de sidste par ge
nerationer - en proces, der havde nærmet borgerstanden til adelen, og som
var ved at udhule det uoverstigelige skel mellem adelen og den borgerstand,
som Nansen var en del af.
Måske svimlede det også for Nansen som følge af simpel benovelse over at
træde i første række og drikke med kongen og rigets største. Svenskekrigene
og stændermøderne havde været som et jordskælv og kunne nok få Nansen
og hans samtid til at føle sig på gyngende grund. Men statsomvæltningen
1660 var trods alt forberedt af generationers udvikling. Nansen har stolt kun
net hævde sin stands nyvundne ret til at være situationens herre, og han har
til trods for, at han var beskænket, kunnet træde bort fra kredsen med kon
gen og Hannibal Sehested med en vis værdighed for at begive sig hjem i sit
triumftog.