161 / 219
Det københavnske p a tricia t 1600-1660
159
Kompagni havde til formål at skabe en direkte handel med Nordrusland, så
pelsværk og fiskeriprodukter kunne fragtes til København på danske skibe.
De, der skød penge i kompagniet, var ledende skikkelser i det københavnske
patriciat, blandt andet borgmester Mikkel Vibe. Snart flyttede Nansen ind i
den mægtige Vibes hus og kom i tjeneste i dennes kontor.
Mikkel Vibe havde som Nansen rod i provinsen. Vibe var bondesøn fra
Legård ved Holstebro. Det var ganske typisk, at hovedstadens patriciat ikke
var indfødte københavnere. Byens handelsliv lå åbent for dygtige tilvandrere
fra ind- og udland og lokkede med muligheder for socialt avancement.4Den
succesfulde Vibe havde arbejdet sig op til at være en af byens største grund
ejere, og han havde en finger med i de fleste af tidens store handelsinitiativer.
Blandt andet ejede han 18% af aktierne i det danske Ostindiske Kompagni.5
Det afgørende var ikke, hvor man kom fra, men at man var dygtig, og den
ærgerrige Vibe kunne i København fuldende en social rejse fra bondesøn til
patricier. Dermed ikke sagt, at patricierne ikke dyrkede deres egen form for
snobberi og hævdede sig som en eksklusiv kreds i forhold til byens øvrige
borgere. Et tegn på, at man som tilvandrer blev accepteret af byens ledende
familier, var indgåelse af ægteskabelige forbindelser.6 I 1626 giftede Hans
Nansen sig med Sophie Hansdatter, en niece til Mikkel Vibes hustru og dat
ter af kæmner Hans Pedersen fra Slangerup.
Det var ikke alle, der sprang så højt i det sociale hierarki som Mikkel
Vibe, men den geografiske mobilitet var stor. Tilvandring og ægteskabsalli
ancer skabte sociale netværk mellem storborgerlige familier og forbandt han
delshuse på kryds og tværs mellem forskellige købstæder.
Købmændenes knowhow og staten
At være storkøbmand var forbundet med en viden og en indsigt, der i omfang
og krav om intellektuel kapacitet kunne måle sig med højadelens lærdom.
Dannelsen gik dog ofte andre veje end over latinskolen og universitetet. Hvor
regneundervisning først så småt kom på latinskolens pensum i 1604, havde
man allerede længe kunnet tilegne sig den slags færdigheder ved de simple
skriverskoler. Regnskabsføring og bogholderi var praktiske fag, der var i ri
vende udvikling hos 1600-årenes danske købmænd, og Nansen lærte givetvis
meget om dette i Vibes hus. Det er fra denne tid, at man kender det første
dobbeltbogholderi fra Danmark, ført af den i København virkende tysker
Steffen Rode. Dobbeltbogholderiet med dets opdeling i aktiver og passiver
gjorde det lettere løbende at følge med i formuens udvikling.
De for regnskabsførelse så nyttige arabertal dukker op i danske købmands
regnskaber, længe før centraladministrationen omkring år 1600 fik øje for
dem.7 Man synes i det hele taget i rigsstyrelsen at have erkendt et behov for