![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0160.jpg)
Det københavnske p a tricia t 1600-1660
161
byen. Det kunne være under herredagene, når konge og rigsråd holdt retter-
ting og forhandlede om rigets affærer. De årlige herredage, der var forbundet
med stor pragtudfoldelse, varede to-fire uger, og i den tid vrimlede det med
rigsråder, udenlandske gesandter, rådgivere, kancelliets folk, landsdommere,
lensmænd og andre adelige. Når så mange standsfæller var samlet ét sted,
kunne man eksempelvis benytte lejligheden til at afholde storslåede bryllup
per. Ved sådanne festligheder iscenesatte adelen sig med processioner, så alle
byens indbyggere kunne se, hvem der var rigets fornemste stand.1
Adelen ønskede at fremstå som second to none, og processionerne og de
spraglede modedragter ville have mistet noget af deres mening, hvis ikke de
tiltrak sig byboernes beundrende og misundelige blikke. Man havde brug for
et publikum, der kunne forholde sig til dette teater - en fælles referenceram
me og et vist fællesskab med byboerne. Fra gammel tid havde det københavn
ske borgerskab, adelen og kongen mødtes i Danske Kompagnis hus, hvor der
afholdtes flere årlige fester. Højdepunktet var sommerens skydekonkurrence,
hvor vinderen blev papegøjekonge.12 Her kunne stænderne færdes sammen,
når de borgerlige opviste en passende respekt.
Men adelen skulle efterhånden i endnu højere grad blive afhængig af bor
gerstanden. Da de tidlige 1600-års højkonjunktur efterhånden ebbede ud og
afløstes af krise, måtte adelen for at opretholde deres ekstravagante livsførelse
og drive deres godser optage store lån hos det kapitalstærke københavnske
patriciat.ljMan kan sige, at borgerstanden nu selv skulle skyde kapital i ade
lens sociale teater, men pengene var kun til låns, og efterhånden som gælden
voksede og krisen kradsede, truede teateret med at forvandle sig til et lop-
pecirkus. Også kongen skyldte store summer til det københavnske patriciat.
Dette udhulede fundamentet under kongens og adelens traditionelle magt,
og i 1641 blev det tilladt ikke-adelige at få jordegods i pant, hvis de afhæn
dede det inden for et år.
De vandtætte skotter mellem stændernes ideologisk bestemte funktioner
i samfundet var ved at erodere. For borgerskabet var det ikke længere selvind
lysende, at man nødvendigvis stod i anden række, og man begyndte mere el
ler mindre bevidst at overskride grænserne mellem standskulturerne. I 1652
skrev professor Lauremberg i et skæmtedigt om moden, at ”så snart at adlen
gjæff en mode ny monn’ haffve, Strax maa hver Borgerske sig og dereffter
abe ”.14 Et område, hvor tilnærmelsen mellem adelens og patriciatets kultur
længe havde været synlig, var i de to stænders københavnske boliger.
Patriciatets københavnske huse
Når de adelige ikke personligt var i hovedstaden, kunne de stadig gøre sig
gældende i bybilledet med deres prangende gårde og huse.15 Da den fugger-