172 / 219
170
Peter Wessel Hansen
tede på at blive fyldt med nye forsyninger i løbet af sensommeren og efteråret.
Det var også tilfældet i 1658. Bønderne havde endnu ikke høstet, og byens
offentlige og private kornlagre havde ikke modtaget nye leverancer i mange
måneder. Det samme gjaldt tilførslerne af kød og fisk, som begge dele almin
deligvis ankom i løbet af efterårets første måneder.
Man havde heller ikke nået at få samlet nævneværdige forråd, efter man
blev klar over, hvad svenskerne pønsede på. Den svenske hærs blitz-krieg
havde overrumplet københavnerne, der nu sad i en belejret by, hvor de bedst
stillede borgere havde forråd til fire til seks uger, nogle til ca. 14 dage, mens
de fleste overhovedet ikke havde forråd, men løbende måtte købe deres livs
fornødenheder på byens markedspladser.2
Alt håb var dog ikke ude. Amager - et at hovedstadens væsentligste for
rådskamre - var nemlig ikke i fjendens vold. Amagerbønderne kunne således
forsyne byen med en del af de nødvendige fødevarer og i august blev de pålagt
at bringe deres korn, hø, kvæg og andre varer til i sikkerhed på eller ved Chri
stianshavn. Amagers rolle som væsentligt forrådskammer for København blev
imidlertid kort. I begyndelsen af oktober gik svenskerne i land på Amager
og satte dermed en stopper for øens forsyningsstrøm til København. Da den
svenske hær havde modtaget meldinger om, at den hollandske flåde var på vej
til københavnernes undsætning, valgte de at plyndre, hærge og nedbrænde alt
af værdi på øen.
For at føje spot til skade valgte Københavns forsvarere at foretage et ud
fald, hvor man afbrændte Sundbyerne, for at svenskerne ikke skulle kun
ne bruge landsbyerne som en forskansning på Amager nær Christianshavn.
Kvæsthuspræsten Henrik Madsen Wallensbech skrev i den anledning i sin
efter belejringen trykte dagbog på vers: ”Nu brændes strå med kerne på /nu
svides mad på fade. /Ah, jammer stor, ah fæ og foer. /Ve Sundby bønders
lade’V Under endnu et udfald lykkedes det danskerne at pådrage svenskerne
så store tab, at de valgte at trække sig bort fra øen, men i kampens hede af
brændtes Store Magleby, så kun enkelt gård stod tilbage i landsbyen efter
svenskernes exit. Danskerne havde afværget, at belejrerne fik fingrene i de
betydelige forsyninger på øen samt fodfæste på Amagersiden af hovedstaden,
men øens betydning som forsyningskilde var foreløbig slut.4
Hovedstaden havde altså modtaget forsyninger fra Amager i belejringens
første halvanden måneds tid. Dette var til gengæld helt udelukket på den
sjællandske landside, hvor den svenske belejring og landblokade var mere
effektiv. Mere - om ikke overvældende - held havde danskerne til at bryde
svenskernes blokade af søvejen til København. I slutningen af september lyk
kedes det således dels at få et lollandsk skib med mandskab og et hollandsk
skib med sild gennem de svenske linjer dels at erobre en svensk galliot ladet