176 / 219
174
Peter Wessel Hansen
bekostning og den rige måtte ikke købe alle fornødenheder for næsen af sin
fattige næste: ”Her turde vel have været en part skindere og prangere, som
skulle vel været tilfreds, de have suget den fattiges blod, her turde og vel været
de fundne, som skade aldeles intet i denne krig og denne belejring, men man
gen fattig mand og hans børn forvinder den aldrig, medmindre øvrigheden
vil udi nåde komme dem til hjælp ... Der skulle været de, som aldrig skulle
agtet om deres fattige næste, men skullet skrabet tilsammen ved egen og an
dres middel og hjælp alt det, de kunne opspørge fal at være siden udi lod og
kvint til største åger til det fattige folk at udbringe”.13
Trods de handlende havde været omfattet af maksimalpriser og takster fra
belejringens første dage vidner Hjørrings ord altså om, at en del handlende
så stort på reglerne og de fattiges muligheder for at skaffe mad på bordet og
solgte til højstbydende med stor avance. Andre samtidige beretninger om
priserne under belejringen viser ligeledes, at de handlende ofte tog mere for
deres varer end maksimalpriserne foreskrev.14
De 32 mænds råd, der blev nedsat i marts 1659, kom efterfølgende til at
føre tilsyn med forsyningsområdet. I tilgift til de allerede eksisterende takster
og maksimalpriser udstedtes der således den 9. oktober 1659 en forordning,
der direkte skulle modvirke optrækkeri: ’’Eftersom dagligen fornemmes, at
adskillige viktualier udi denne besværlige krigstid, som af fremmede hidfø
res, udi stor ubillig dyrke sælges og forhandles fornemmelig af den årsag, at
høkere, forprangere og høkersker udi stor mængde sådanne fremmede, straks
når de ankommer, ud på reden og ved toldboden søger, og hvis varer de med
fører, til stor dyrke opjager og opkøber og siden endda dyrere udpranger, an
dre indvånere her udi staden til stor skade og nackdel”. Derfor bestemte man
nu, at skippere først måtte sælge deres varer efter at have aftalt prisen med de
32 mænd og at borgerne skulle have mulig for at købe direkte af skipperne,
før høkerne kom til fadet. Høkerne skulle desuden registreres, så de kunne
holdes under kontrol og af samme grund måtte ingen varer sælges uden for
toldboden.15Hjørring mente, at dette tiltag modvirkede en del ’’prangeri og
udsugning” og ’’stor jammer” hos byens jævne befolkning.16 Hjørring be
retter i forlængelse af dette om, hvordan myndighederne sørgede for, at alle
- selv de fattige - fik mulighed for at købe brændsel, da byen på et tidspunkt
blev anløbet af skibe med brænde.17
I perioder med dyrtid, hvor nøden var særlig stor nød blandt de fattige,
skete det endog, at kongen uddelte korn til dem. Ifølge Hjørring var det
ikke mindst ’’efterdi øvrigheden havde sådan forsorg for fattige gemene og
bekymrede sig, at hvad Gud tilskikkede kunne også komme fattige, små og
umyndige til bedste, at Gud af nåde bevægtes til at lade os få nødtørftighe
den. Men havde ingen tilsyn været, og de gerrige rige måtte have rådet sig