175 / 219
173
opland kunne sælge deres varer til københavnerne, hvilket - skriver Hjørring
- ”vi ikke havde set på en måned nær i to år”.10
Prisregulering under belejringen
Det var altså kun lykkedes svenskerne at blokere fødevaretilførslen til Køben
havn i kortere perioder. Blokaden synes at have været mest effektiv på landsi
den, mens søblokaden blev obstrueret af danskernes stærke allierede fra Hol
land og England. Københavnerne var dog langt fra velforsynede med føde
varer under den næsten to år lange belejring. Både mens svenskernes blokade
virkede og mens byen oplevede en mere eller mindre fast forsyningsstrøm
oplevede københavnerne perioder med større eller mindre fødevareknaphed
med dertil hørende dyrtid. For at sikre alle indbyggere mulighed for at få del
i de begrænsede resurser forsøgte byens myndigheder at regulere fødevarepri
serne. Det var i øvrigt ganske almindeligt i tidligt moderne tid, hvorfor det
ikke er overraskende at myndighederne greb til dette middel i forbindelse
med svenskernes blokade.
Allerede den 23. august 1658 udstedte regeringen en forordning om mak
simalpriser for købmændenes engros-handel på en lang række fødevarer, heri
blandt rug, malt, byg, gryn, smør, oksekød, sild, salt, humle, flæsk og ost. Og
igen den 1. september bekendtgjorde man detailhandlens takster for brød,
øl, smør, flæsk, saltet kød, ost og salt. I sidstnævnte takst skrev man direkte,
at de handlende måtte sætte egne private hensyn til side og sælge fødevarer
og andet, der var uundværligt under belejringen til de fastsatte takster, for at
sikre fædrelandets og dermed også deres egen frelse.
Og der var alvor bag formaningerne, for hvis man ikke ville sælge sine
varer til de fastsatte takster, ville varerne blive konfiskeret.1 Myndighederne
krævede altså, at de handlende ikke udnyttede dyrtiden til egen vinding og
solgte deres eftertragtede fødevarelagre til højstbydende, men i stedet solida
risk solgte dem til de fastsatte priser, så alle havde råd til at få mad på bor
det.
Amagerbønderne, der i belejringens første to måneder oplevede et slags
forsyningsmonopol på hovedstaden, blev præsenteret for lignende krav. Til
syneladende så bønderne deres snit til at udnytte situationen til at tjene en
ekstra skilling. I hvert fald blev der den 25. august 1658 udstedt maksimal
priser for, hvad Amagerbønderne måtte sælge deres kreaturer, svin, får, gæs,
høns og kalkuner for, så længe belejringen varede, og igen var straffen for
overtrædelse beslaglæggelse af varerne.12
Anders Matthiesen Hjørring skriver direkte, at myndighederne gjorde de
res bedste for at sørge for, at byens mindre bemidlede grupper også havde
råd til mad og brændsel. De handlende måtte ikke sælge dyrt på de fattiges