179 / 219
177
og fastsatte i mere og mere fastlagte former maksimalpriser og takster for en
lang række varegrupper.
Baggrunden herfor var, at bl.a. håndværkslaugene i stor stil negligerede el
ler ikke formåede, at imødekomme deres forpligtelser om at sikre retfærdige
priser. Laugene forsøgte ellers at håndhæve disse pligter gennem en omfat
tende priskontrol, der både havde til formål at mindske konkurrencen lau-
gets medlemmer imellem og modarbejde det, som den manglende konkur
rence kunne medføre: urimelige priser og indbyrdes prisaftaler. Meget tyder
dog på, at laugenes selvkontrol og de moralske normer om rimelighed over
for kunderne snarere var formaninger om ikke at drive det for vidt end reelt
hævdede regler.2'' I hvert fald må man konstatere, at laugenes monopolstilling
indbød til optrækkeri og snyderi blandt håndværksmestrene. Staten måtte
således gribe ind overfor laugene og gjorde det med jævne mellemrum. I det
tilsyneladende ikke ringe omfang laugene ikke magtede at sikre forbrugerne
rimelige priser, tilfaldt det myndighederne at fastsætte og kontrollere priserne
på håndværksvarer.
I årene, der fulgte belejringen, blev myndighedernes priskontrol og mak
simalpriser sat i system. Takster blev således i en lang årrække benyttet som et
ad hoc reguleringsinstrument, når myndighederne skulle sikre rimelige priser.
Allerede i 1672 nedsatte den unge enevælde en kommission, der skulle be
regne og arbejde for faste, retfærdige priser på brød, øl og kød. Enevoldsmag
ten var særligt interesseret i at regulere priserne på de varer, en række centrale
erhverv producerede og forhandlede. Bagerfaget indtog en sådan særstilling,
idet det leverede en af datidens vigtigste livsfornødenheder, brød, og var der
for genstand for myndighedernes interesse. Det var således blevet bestemt, at
prisen på et brød skulle være nogenlunde fast, men at brødets vægt til gen
gæld skulle følge kornets skiftende prisniveau. Ikke sjældent skete det dog,
at bagerne - selvom kornpriserne faldt - vedblev at bage små brød, som når
prisen på korn var høj. I bagernes laugsartikler fra 1683 måtte man derfor
indskærpe bagerne, at man på denne måde forurettede de fattige. Køben
havns magistrat skulle derfor fire gange årligt fastsætte en officiel kornpris, på
grundlag af hvilken man kunne udarbejde en såkaldt brødtakst med angivelse
af pris og vægt for de forskellige slags brød.26
I forlængelse af denne politik bestemte enevoldsmagten endelig i
Danske
Lov
(1683), at magistraterne hvert år skulle forfærdige en takst for andre livs
fornødenheder såsom kød, fisk og øl. Sådanne takster blev fortsat udfærdiget
et stykke ind i 1800-tallet, og som Kommercekollegiet i 1739 fastslog, var det
alt sammen gjort, for at ’’publikum ikke med alt for høje priser skulle blive
besværet ”. En lang række politi-, laugs- og byretlige anordninger viser altså,
at princippet om den retfærdige pris blev opfattet som et egentligt retsprincip
og ikke kun formaninger i mange år efter Københavns belejring.“7