338 / 557
326
R. B erg
vet har gjort, hvad det kunde, for at holde paa sin Ene
ret. Det er paa sin Post mod Fuskere og Bønhaser og
forfølger dem, naar Lejlighed gives. Eksempelvis hører
vi saaledes, at Oldermanden og nogle Mestre i 1783
paagriber en Kyrassér i Aabenraa, der var i Færd med
åt sætte Glas og Bly i nogle Vinduesrammer. Kyrasséren
slap med en Bøde paa 2 Dir. og 2 Mark, da det var første
Gang, han var paagreben i Fuskeri, men Vinduerne blev
beslaglagte.
Hvor strengt i det hele Eneretten opfattedes, kan ses
af en Ansøgning, Lavet indsendte til Kongen i 1754 om,
at de, der brugte Fuskere til deres Arbejde, maatte blive
ikendt den samme Straf, som Fuskerne efter Loven var
ifaldne.
I Hovedsagen kan man roligt paastaa, at denne Op
fattelse og Hævdelse af Monopolets Betfærdighed og Na
turlighed deltes af Hovedstadens Befolkning. Den he r
skende Regel i Næringslivet var endnu den gamle, at
enhver skulde nære sig af sit og ikke gribe uberettiget
ind i andres Rettigheder.
Derfor er det ogsaa ganske i sin Orden, naar vi finder,
at Glarmesterlavet i Lighed med de andre Lav holder
paa Mesterstykket som den eneste og rette Adgang til at
udøve Faget, endskønt det vist var givet, at ingen Glar
mester havde megen Brug for at fremstille »den bibelske
Historie«, som Lavsartiklerne krævede af den vordende
Mester. De allerfleste af dem ha r da sikkert heller ikke
været i Stand til selvstændig at komponere og tegne et
saadant Stykke. Det er aabenbart ogsaa derfor, at Lavet
til Brug for Mesteraspiranterne h a r haft en Samling Kob
berstik liggende, hvoraf der kunde vælges det, man havde
mest Lyst til at fremstille. Men selv med et saadant —
i Reglen meget ukunstnerisk — Forbillede, er der al
Grund til at tro, at Udførelsen kun blev saa som saa og
sikkert ikke ha r staaet højt, hverken kunstnerisk eller
teknisk.