342 / 557
330
R . B erg
ernære sig og Familie, naa r han mærker, at der er saa
meget Arbejde paa Stedet, hvor han opholder sig, at han
kan tjene sit Brød. Dette er den Fordel, som Lavsartik
lerne giver den duelige Svend fremfor den uduelige. En
duelig Svend foragter slaviske Baand, han søger sin Ære
i at vise offentlig det, som værdiger ham Mesternavnet.
Frimester-Navnet synes at være en Vej for dem, der ikke
har anvendt Flid i at opnaa Kendskab i Professionen til
at forfærdige Mesterstykke. Mesterstykke er Lavets Or
den, naar samme ophører, vil Trætte og Uorden i dens
Sted indfinde sig, men ved at indskærpe Lavets Ind ret
ninger og Rettigheder, derved vilde mange skadelige Føl
ger hæves.
»Det er en bekendt og beklagelig Sandhed«, ytrer Lavet
videre, »at mange Mestre i vores Lav nærværende Tid
endog ikke ha r eller kan faa saa meget Arbejde, som han
med egne Hænder kan bestride, altsaa langt m indre kan
holde Svende og Drenge; bliver der Frimestre, altsaå saa
mange flere, som kan konkurrere om det Arbejde, som
maatte forefalde, vil det jo blive umuligt saavel for Lavs
mestre som Frimestre at kunne leve og fortjene det dag
lige Brød for sig og Familie, og hvad Lavsmestre angaar,
at kunne svare de ham paaliggende Udgifter«.
II.
Gennemlæser man Lavets Protokol for Tiden fra 1750
—1800, ses det da, at der saa at sige intet sker, udover
at man med Hænder og Fødder holder paa det gamle.
Det er Oldermanden, der med Bistand af nogle ældre
Mestre efter eget Tykke afgør alt og leder hele det daglige
Styre, og heller ikke de fire aarlige Samlinger, hvortil
samtlige Medlemmer blev tilsagt, synes at have givet An
ledning til noget nyt Initiativ.
Kun en eneste Gang i de omhandlede 50 Aar synes