81 / 100
76
TORBEN KROGH
belysning væsentligt af »Lamper«, d. v. s. særlig indrettede Kasser, i hvilke der
kunde hældes flydende Talg ned, og det maatte man gøre inden hver Fore
stilling. Det var ikke saa faa Pund Talg, der blev brugt i Løbet af en Sæson til
Illuminationen af Skuepladsen. I Tiden fra September til December 1750 blev
der saaledes anvendt over 7 Lispund pr. Maaned. Det Lysestøberarbejde, der maatte
gøres inden hver Forestilling, var betroet Portneren Svend Andersen. I et gammelt
Reglement hedder det, at han skal »istøbe af Nye til hver Aften de 24 Lamper
eller hvad flere herefter kunde ordineres, tilligemed de 16, nemlig
8
paa hver
Side af Siidecoulisserne. Samt at omstøbe og fylde de alt for meget hentærede
Lamper, hvilke altiid tages for fra og sættes bag i Præsentationen og friske
sættes foran igien i de tvende nævntes Sted, nemlig de 24 og 16«. Derimod var
det Inspektørens Pligt at efterse »den smeltede Tælles bonité«, inden den blev
hældt i Lamperne. Ved Forestillingerne skulde en Lyseaccomodør være be
hjælpelig med at besørge »Lysningen og Lampernes Application og Sættelse
bag i Decorationerne, som i saa stor Hast og Iling skal skee efter Scenernes
Indhold og Changements«. For at Lyset nu rigtig skulde komme til sin Ret,
blev der bag Lamperne stillet blanke Blikplader, som man jævnlig polerede
med »engelsk Jord«, for at de rigtig skulde skinne.
I de tidligere Aar bestod jo Repertoiret for Størstedelen af Komedier af samme
Art, hvad der selvfølgelig prægede hele Driften og den Maade, paa hvilket Styk
kerne opførtes. Med Hensyn til Arrangement og Spillemaade var det navnlig de
gamle franske Regler, man fulgte. Disse fordrede først og fremmest et udpræget
Forgrundsspil, og at Aktørerne i saa høj Grad som muligt agerede med Front
mod Tilskuerne, Krav, der ikke mindst skyldtes Belysningen. Inde i selve Scenen
var den, i hvert Fald efter Nutidens Begreber yderst svag, og Skuespillerne blev
derfor ligefrem tvunget ned mod Forgrunden, hvor de kunde nyde godt af det
flammende Rampelys. Man maatte ogsaa tage Hensyn til den slette Akustik,
som ifølge Datidens Teaterfolk navnlig kom af den kedelige Omstændighed,
at Lyden gennem de aabne Kulisser tabte sig i Scenerummet. Skulde en Skue
spiller høres og ses, maatte han med andre Ord frem til Rampen og helst staa
direkte Ansigt til Ansigt med Publikum.
Naar flere Personer opholdt sig samtidig paa Scenen, gjaldt det naturligvis
om, at de blev saa fordelagtigt placeret som muligt, og dette Problem løstes
paa den Maade, at de ganske simpelt stillede sig op i en Halvcirkel i Nærdeden
af Rampen, og ingen skiftede Plads, med mindre handlingsmæssige Grunde
gjorde det nødvendigt. Det var iøvrigt ogsaa Regler for Armene og Benenes
Bevægelser, som strengt maatte overholdes, for at Aktionen ikke skulde virke
ubehjælpsom. Hertil kom saa endelig »Teaterspillet«, »Le Jeu du Théâtre«, der
var i Familie med de italienske Commedia dell’arte-Skuespilleres komiske
lazzi, d. v. s. Scener, hvor de Optrædende slog sig rigtigt løs, ofte med