78
TOMBEN KROGH
om, at de SifUøac, d:er .afsluttede Aftenen, rigtig
kunde sætte Folks Lattermuskler
i
Bevægelse.. Mange af dem Tar
da ogsaa Farcer
a f
drøj este
Art, £ Eks.
højst
barokke og
'Icisslnpne,
ikke
altid
lige
anstændige Harlekinader. Det skete nu
imidlertid ogsaa, at man
paa
.anden Maade
søgte at tiltrække Tilskuernes Op
mærksombed,
£ Eks,
ved
Opførelsen af smaa
Hyrdespil, der dengang var en
yndet Madegenre. Endelig gjorde
Aktørerne alt for at udstyre deres Forestil
linger
«ned Musik, Sang, Dans, Optog og
lignende, ligesom de lagde den største
Vægt
paa
overraskende
Dekorationseffekter
og
smukke Kostymer.
Det ååste Punkt f a r ikke
det m indst vigtige,
for
Datidens københavnske
Publikum forlangte
nemlig.,
at Dragterne
skulde tage
sig ud. Skuespillerne havde
den gang Ret til selv
at
vælge
deres
Kostymer, hvad Regnskaberne tydeligt
vidner -om. Det er
£ Eks,.
typisk, naar der
engang blev udbetalt Penge til Londe-
m-amm.-, Rose og Ak »for at forskaffe
sig self sine
Dragter«. De mere fremtrædende
blandt Personalet fik da ogsaa Lov
til
at
vælge
det Skræderetablissement, som
de 'Stolede anest paa», enten det nn var hos
Erhardt,
Chr. Wulf
eller Dinesens
Enke.. Teatret havde
ganske
vist
i Lars.
Knudsen en fast Skræder, til hvem det
var betroet at holde Kostymcxne i
Orden, sy
dem om o. s. v. ; men
det
mere
krævende Arbejde vilde man aabenbait
nødigt lægge i
hans Hænder.
Den O tm t aendtgh ed, at Aktorerne selv maatte bestemme deres Kostymer,
havde mt imidlertid sin
betydelige Skyggeside, for saa snart det var muligt,
udstyrede de sig nenalig saa. fornemt, som
de overhovedet var i Stand til, selvom
dette nok saa meget stred imod de
Karakterer, de skulde levendegøre. I denne
Henseende dfierlgnair 'die aaboalait de
franske Aktører, der netop i denne
Periode gav Foresrilltiger i
København,, forst paa et Teater i Nørregade, senere
paa Chariottenborg.
Flere
a f deres Forestillinger var ligefrem Opvisninger i de
sidste Parisermoder,. hvad der resulterede i,
at Aktrioeme »saa ud som tobenede
Oidenbcmar dier Capncmermanktv, som
Holberg udtrykker det. Den aldrende
Kometfitedigter
var i 'det
hele taget meget imod, at de nye danske Aktører i
for .høj
Grad
gjorde sig til
Slaver
ai Moden og
stadsede sig for meget ud, en
Tendens der
navnlig
blev støttet
af
den Del af Publikum, som sværmede for
fransk
Komedie.. Ofre mmdedes
han
med et
Suk det gode gamle Gronnegade-
teatcr.,,
hvor man ikke vragede «en Acteur»
fordi hans Handsker ikke vare gandske
nye». eEer hans Haar ikke var vel pudret eller sat udi kunstige Pukler. Man saae
ikkun efter, om han finotdledb
sin Person naturligen«. Men desværre havde
Tiderne
forandret
åg. Der var
til Holbergs Ærgrelse adskillige, der nu fandt
Ubehag £ at se Henrik
i
»Den politiske Kandestøber« vise sig paa Scenen »med
ukjemmet Hiar
og
blotte Hænder«, og Î
Virkeligheden burde dog1
»skiønsomme
Folk« støde sig »over at see
ea Tieneste-pige
opskiørtet som en Princesse, en
Haandverks- eller Kcambodsdreng cøåfferet som en H o f Juncker og en Død
ning reise sig af
Gavent
med meehvide
Handsker og pudret Haar«,