86 / 100
D EK O R A TIO N ER , KO STUM ER OG ISCENESÆTTELSE
8 1
Kobberstukket Titelvignet til Anna Catharina v. Passows
Hyrdespil »Elskovs- eller Kierligheds-Feyl« 1757.
at man i November 175 1 betalte 3 Mark for »4 Schåfer-Stokke at male, for
sølve og forgylde«. Stykker i den ophøjede Stil krævede en ganske særlig Kosty-
mering. De antikke Helte i de franske Tragedier optraadte paa Datidens Scener
i et højst mærkeligt Udstyr. Det bestod af et vældigt Fiskebensskørt, der gik
til Knæene, røde Silkestrømper, pudret Paryk og Hjelm med Fjer. Ganske vist
spilledes der i Teatrets første Tid ingen egentlige Tragedier; men Kostymer
af den her beskrevne Art, »romanske Dragter«, som de kaldtes, blev dog be
nyttede i enkelte Stykker, f. Eks. i Moliéres »Amphitryon« og i Holbergs »Me-
lampe«. Til det sidstnævnte Stykke omtales typisk nok »de 4 Acteurer i de 'ro
manske Dragter«. Som Regel var Tragediekostymerne smukt pyntede med
kulørte Baand o. 1., og netop til »Melampe« træffer vi i Regnskaberne ofte Poster,
som f. Eks. »4 Alen sorte og røde Baand«. Oktober 1752 opførtes for første Gang
en virkelig Tragedie, Gottscheds »Cato«. Aktørerne satte alle Sejl til for at blænde
Publikum med overdaadig Kostumepragt; til Jomfru Thielo, der spillede Portia,
anskaffede man »en sort romansk Klædning«, som var »besadt med 300 Kroner
og 550 Stk. sorte Fløylspuffer«, og yderligere betalte man en klækkelig Sum
for »3 Stkr. gule Lahns Galioner til romanske Skiørter« samt »3 ditto takkede
hviide« til samme Slags omfangsrige Fiskebensskørter, som prydede de dekla
merende antikke Helte.
En meget stor Betydning for Komediehusets Trivsel fik Musikken, og paa
dette Omraade havde man en fortræffelig Mand i C. A. Thielo. Det var sikkert
hans Idé at indlægge Viser i Stykkerne, en Skik der efterhaanden vandt Hævd.