143 / 311
bjærge dem, men det blev øjeblikkelig forbudt ved Signal fra
Admiralskibet.
Saa havde F ribytteren ingen anden Udvej end a t løbe sit Far
tøj paa Land; men til Tegn paa, at han ikke vilde overgive sig,
lod han Blodflaget vaje fra sit Flagspil agter ude. Og da Jørgen
Daa sendte to Mand i en Baad over til ham med Parlamentær-
flag, hans T jener Morten og en Bøsseskytte ved Navn Gottschalk,
med en k o rtfatte t skriftlig Opfordring til Overgivelse, beværtede
Mendoza dem saa vel og saa længe med 01 og Mad, at Admira
len blev gal i Hovedet og lovede dem en ordentlig Omgang, naar
de kom om Bord. Men ved nærmere E ftertanke m aatte han sige
sig selv, at de
jo ikke kunde
slippe bort, før
Mendoza gav
dem deres F ri
hed.
Da de ende
lig kom om
Bord, blev der
ogsaa andet at
tage Vare. Der
fulgte nemlig
en Baad med,
der bragte et
Par af F riby t
terens Folk om
Bord til Jørgen
Daa. De har
næppe
faaet
saa fin en Mod
tagelse
som
hans egne Folk
om Bord paa
Fribytteren, ti
de medbragte
en
Skrivelse
fra Mendoza til
Admiralen,
hvori han kort
og godt med
delte, a t han
ikke agtede a t
overgive
sig,
men „hovmo
dig“ — som
John Olufsen
siger — udfor
drede ham og
hans Folk til
en
Tvekamp
paa Land.
U agtet man
skulde synes,
at Jørgen Daa
med sine to
Skibe, der kun
de vælge hvil
ken Stilling, de
vilde, over for
den faststaaen-
de Fribytter,
kunde
skyde
denne sønder og sammen i en Haandevending, gik han dog, paa
virket af gammeldags Forestillinger om en saadan Holmgangs
Ridderlighed, ind paa Forslaget. Begge P arter gik i Land og
stillede sig i Slagorden under Trommehvirvler og Trompetklang,
og saa skulde Kampen begynde.
Men nu blev Mendoza ængstelig, og i Stedet for at give Signal
til Angreb, raabte han med høj Røst til Admiralen og spurgte,
om han stod i høj Gunst hos sin Herre, Kongen af Danmark.
Dette mente Jørgen Daa nok at kunne sige Ja til. Endvidere
spurgte Mendoza, om han, Admiralen, troede, at kunne skaffe
ham selv, hans Kaptajn og hans Skipper Kongens Benaadning.
Ja, det kunde der ikke være noget i Vejen for, mente Jørgen
Daa. Kongen af Danmark vilde aldrig lade en saadan Mand af
live, — det troede han try g t at kunne love.
N ot. K aaclhusforvalteren.
B illed et viser det samme Parti som paa det ligeoverfor staaende B illede efter at N edbrydningen var paabegyndt i
„Mendoza troede dette fuldt og fast og gik saa frem for at
forlade sine ulovlig erhervede Ejendomme og selvfemte overgive
sig til den danske Admiral,“ nemlig han selv, hans Kaptajn, som
hed Braa, hans Skipper Rubenzius, Styrmanden Jacob, „en from
og retskaffen Mand, der ikke bifaldt deres Røverier, men som
var kommen i deres Selskab uden at vide andet, end at det var
ærlige Søfolk, han tog Hyre hos, og endelig den danske Kahyts
dreng, som fik Pardon sammen med Styrmanden.“
Med de øvrige blev der gjort kort Proces. Den udmærkede
Fribytterhøvding havde kun tæ nk t paa sig selv og sine Officerer
og ikke indbefattet sine Folk i Kapitulationen. „De Danske tog
dem til Fange
og henrettede
dem paa den
Maade, de selv
ønskede, idet
de blev hals
huggede, saa-
ledes som de
forhen havde
halshugget an
dre, og der
efter to og to
bundet til et
Bøssekammer
(d. e. en Jærn-
beholder til
K rudtladnin
gen paa ældre
Kanoner)
og
kastede i H a
vet“. Og saa
blev F riby tter
godset
bragt
om Bord paa
de danske Ski
be:
8
Kister
fulde af Sølv
mønt, saa tu n
ge, at der, da
de kom til Kø
benhavn, m aat
te 4 Mand til
at bære den
mindste op paa
Slottet. En n i
ende Kiste var
fuld af Guld
mønt,den m aat
te der 10 Mand
til at bære.
Saa blev der
stukket Ild paa
Sørøverskibet,
og de danske
Skibe lettede
og gik under
Sejl hjemefter.
Men da de kom
til København
m aatte
Hr.
Mendoza
for
sent angre sin
A aret 1908.
indbildske Forfængelighed, der havde bragt ham til at overgive
sig. Han blev som en slet og ret F ribytter tillige med sine to
Stalbrødre dømt til at hænges. Men over Jørgen Daa havde han
ikke noget at klage, og til Tegn paa sin Agtelse gav han ham
sin tredobbelte Guldkæde.
Da de blev ført ud til Retterstedet, iført deres fineste Puds af
Silketøj med Guldsnore og guldbroderede Sko, holdt de tre hin
anden i Haanden og gik med blottede Hoveder, under Sang og
Glæde. „Mendoza takkede Gud, at han her fik Lov at udstaa sin
skyldige Straf, idet han haabede paa Guds Naade og sine Syn
ders Forladelse og et evigt Liv, alene ved Jesum Kristum.“ Man
havde lavet nye Vipper til dem.
Dette skete i E fteraaret 1615 til stor Adspredelse og Opmun
tring for Københavnerne i Almindelighed og for Hus- og Have-
185