209 / 311
R aad busbibliotliek et.
Krystalgade set fra N ørregade mod St. K øbm agergade Aar 1870.
Rundetaarn.
TTniversitets-Bibliotheket.
Regensen.
Zoologisk M useum.
Frue Kirkegaard. — Paa dette Strædes østlige Hjørne laa den over
hele Byen kendte Vinstue eller rettere Vinkælder i Dyrkøb, der
paa Christian V.s Tid blev drevet af den velforstandige og for
nemme Johan Lehn.
Der var mange Vinkældere her
i Nærheden; den nærmeste var
„Bacharach“ paa Hjørnet af
Nørregade, der søgte Købmænd
og Skippere, men i „Dyrkøb“
eller paa „Kirkehjørnet“ som det
ogsaa hed, maaske særlig hos
Theologerne, kom Studenterne,
de gode Hoveder, som nok un
dertiden kunde trænge til at faa
det lærde Støv skyllet af Hal
sen.
„Dyrkøb“ laa saa rart i Nær
heden af Universitetet. Blot
tværs over Kirkegaarden, saa var
man der. Og i Johan Lehn fandt
de en raisonnabel Vært. Selv
om han ikke lod alle og enhver
tage paa Kridt, kunde en vel-
meriteret Student dog altid lade
sin Kappe staa for et Glas eller to.
En af Stedets Gæster var An
ders Bording. Og det kunde vel
netop hænde ham af og til, at
han maatte lade Kappen staa.
Det hedder i alt Fald om ham
i en gammel Vise:
Jeg hannem paa den gamle Hat
og lughar Kappe kjendte,
som fordum hos en Kjælderkat
I Dyrkjøb stod paa Rente.
Og det er jo ikke umuligt, at
denne „Pocte-Gnist“ her i Bac-
chi Tempel kunde slaa ud i Lue til Tider, og at maaske en saa
fornøjelig Vise som den, han skrev under Belejringen:
risk op, naar Djævelen gjør sig vred,
da vil jeg lystig være,
Gamle Huse, Hj. af K rystalgade og Fiolstræ de.
netop er kommet til Verden og skrevet ned paa Bunden af et
af „Dyrkjøb“s tykmavede Fade. Lad os saa haabe, at Johan
Lehn har været Mand for at goutere den og har sagt: Drik, Me
ster Anders, drik, til I revner,
og min Kjælderer læns. En frisk
Vise i en traurig Tid kan ikke
lønnes med Penge.
Med Aarhundredets Udgang
var det gamle, minderige „Dyr-
kjøb“s Dage talte. Man fandt,
at Frue Kirke maatte isoleres
noget mere fra Bygningerne i
Nørregade paa dens søndre Side,
og Kirkegaarden trængte haardt
til en Udvidelse paa denne Kant.
Universitetet købte da i Somme
ren 1699 en Del af „Dyrkjøb“ af
Abraham Lehn — netop den Del,
der laa paa Hjørnet, hvor Vinkæl
deren fandtes — „til Vor Frue
Kirkes Sikkerhed saavel som til
Kirkegaardens sirlige Indrettelse*.
Og saa blev „Dyrkjøb“ revet
ned, og en poetisk, men ikke
navngiven Akademiker, vi gætter
paa en Teolog, satte sig hen og
forfattede nedenstaaende Ære
minde, hvor han med digterisk
Frihed taler om, at Huset faldt
ned. Men en saadan Dødsmaade
har vel forekommet ham mest
passende for Stedet.
Det glædelige
Dyrkjøbs
Hukommelse,
der det A° 1699
saanærved S ecu li Endenedfaldt
i sit Annum climactericum
og deri expirerede.
Saa kan dog ingen Sted sig ret lyksalig sige,
saa længe Verden staar; det tilgaar ingen lige
ved Solens Opgang og ved Nedgangs Aftentid ;
i Tusmørk taber man tidt Morgenrødens Flid.
199