212 / 311
En Ladning kjøbes nu, nu slutter man en Pragt,
en Regnings Saldo sker, dog tages Glas i Agt.
De to har intet tabt ved Dyrkjøbs Dod og Grave,
De arver mangen Gjæst og større Næring have.
De providere sig med flere Amer Vin
end i den forrig’ Tid fra Nantes og fra Rhin.
Men vi, som Dyrkjøbs Flor i gamle Dage kjendte
og saa’ det C om p a gn ie, lod ogsaa derfra hente
saa mangen Læskepæl, vi glemme aldrig det,
at denne lystig Sted forsvandt og blev saa slet!
Jeg tror, at Guderne, som undte Baccho ilde,
for han til hver en Kant sig lod med Tønden trille
og støte mangen om ved Vinens stærke Lugt,
har gjort ham dette Puds og Dyrkjøbs Flamme slukt!
Og vil Apolio selv til sidste Ære-Minde
for den Poete-Gnist han haver set at rinde
i manges Hjærner op paa Kompagniets Bænk,
naar de in flo r ib u s drak hel og halve Skjænk . . .
Den studerende Ungdoms Trængsler begyndte alt i den latin
ske Skole med Tiggeriet — ti Skoledrengene eller Peblingene,
som de hed, var oftest henvist „til at søge deres Brød for hver
Mands Dør“ eller med andre Ord til at tigge eller til milde Ga
ver — og med dens ubarmhjertige Prygleri. Af den berømte
Christjern Pedersen hører vi, hvorledes „ufornumstige Skolemestre
og Hørere flængte, siede, hudstrøge og sloge de fattige (d. v. s. de
stakkels) Peblinge og Degne, at Blodet løb af Ryggen paa dem i
deres Hoser, blot for en Tøddels eller et Ords Skyld-“ Skole
drengene skulde tigge sig Føden til, og deres Dragt var indrettet
derpaa —. en lang Kappe, der naaede til Anklerne, kastet over
venstre Skulder( saa højre Arm var fri og kunde modtage Al
misse og gemme det modtagne i Kappen; paa Hovedet havde de
en rund Hætte med to lange Piske eller Haler, der hang i Bugt
ned ad Ryggen, — deraf Skældsordet P er c au da, Hale-Per, som
vi kender fra Holberg.
Vor Frue Kirkegaard, som Skolen laa ud til, var i Fritimerne
deres Tumleplads, og Byens a^rbare Haandværksmestre og andre
G raabrødretorv, tid ligere U lfeldts Plads, m ed Korfltz U lteldts Skam støtte,
rejst 1GG1 „til æ vig Spot, Skam og Skæ ndsel for Forræderen K orfitz Ulfeldt*1. Skam støtten blev fjernet A ar 1841 og var forsvunden i m ange A ar, in d til den for faa
A ar siden fandtes i N ationalm usæ ets K ælder og paa F oranledning af en Privatm and flyttedes op i M usæets Gaard, livor den nu lienstaar (se B illed et Side 3G0, 3. Aarg.).
Her er desværre glemt en Eftersætning i Manuskriptet, der
findes paa Det store kgl. Bibliotek. Men i „Hesperus“ for 1821
har Rahbek en Fortsættelse. Den sidste Linie er strøget, og i
Stedet for læses:
Et Epitaphium tillægge som en Skjænk:
Gravskrift:
Det lystig Selskabs Hus, Bethaven1) Gjæstens Glæde,
er her forandret til de dødes mørke Sæde,
der raabes ej: Fi, Fa!2) Skjænk i! Gjør Glasset ret!
Men Døden tysser hver paa sin forordnet Plet.
I Stedet for „Døden“ i sidste Linie har Rahbek „Pashur“ med
en maaske for dybsindig Forklaring om, at det hebraiske Ord
„Pashur" (paa Dansk: Paaske) var den gængse Betegnelse for
Graveren paa Kirkegaarden, og at hans danske Navn var Paaske.
Søgte Studenterne og de skæggede Karle ind i Dyrkøb, saa
holdt Skoleungdommen til paa Kirkegaarden udenfor.
Skolen — den lærde Skole, Metropolitanskolen — var lige saa
gammel som Kapitol, og allerede 1247 nævnes den første Rektor.
*) B ethaven er Forfæ ngelighedens H us, se Josva 7—2 og Jhs. 4—15.
2) Juridisk Form el.
Borgere klagede ofte over den Skarns Ungdoms Ivaadhed og Mod
villighed, som til Tider gjorde det farligt at passere Kirkegaarden.
Det kunde nu stundom være farligt af andre, Skolepeblingene
ikke tilregnelige Aarsager. Folk, som kom op fra Dyrkøbs Kæl
der, holdt sikkert en noget slingrende Kurs over Kirkegaarden,
om de skulde den Vej, til Glæde og Underholdning for den altid
ubarmhjærtige Ungdom.
Kirkegaarden var et Sted. hvor godt Folk ikke gerne færdedes,
naar Mørket var faldet paa, og de, der havde Ærinde der, havde
det ikke altid for det gode. Selv om Bente Magnusdatter i Raad-
hus-Retten 1685 nok saa meget bedyrede, at hun i hendes Ku
reren paa Børn, der led af Skæver kun kunde hjælpe næst Guds
Hjælp, var det dog en mislig Sammenblanding af gammel Heden
skab og af Katolicisme, at hun Torsdag Aften ved 10 slet havde
gaaet avet omkring Kirken med de syge Børn „og gjort adskil
lig Kors over dem i Jesu, Marie og den hellige Kirkes Navn,
nemlig hver Gang hun kom forbi den Kirkedør, hun først var
kommen til.“ Fredag Morgen fik hvert Barn saa en Snaps „Hjer-
tespend-Vin", og saa skulde de nok komme sig.
Mere humoristisk er en Sag i 1690 mod Siile Marie Desiderius
og Kristen Jørgensdatter, der af Natvægterne var bleven antruf-
202