218 / 311
singkroner. Under Frederik III. og Christian V. oofortes Kapel
lerne, som omfatte „Urtegaarden“. Men under Ildsvaaden i 1728
brændte Kirken, saa kun Muren stod tilbage. I September 1731
kunde den dog indvies paany. Det ualmindelig smukke Barok
spir blev dog først sat op i 1756—1757 af Tømmermester Boye-
Junge.
Under Bombardementet led Kirken selv saa meget, at den
maatte lukkes i længere Tid og først i 1816 kunde tages i Brug
paany. Men Taarn og Spir tog mærkeligt nok ingen Skade.
Under Københavns Belejringer har denne Del af Byen altid
været særlig udsat for og har lidt mest Skade ved Fjendens Be
skydning. Vi giver nedenstaaende en Skildring af Bombardemen
tet 1807, optegnet af et Øjenvidne, som dengang boede i Studie
stræde Nr. 8, den saakaldte „Nore Ark“. Huset staar endnu.
„Enkelte Bomber vare af og til bievne kastede ind i Byen, men
da de ikke sprang i Luften, frygtede man dem ikke meget, og
den med sig, faldt ned ikke langt fra Folkene ved Posten og
sprang i mange Stykker, som tilligemed Brostenene dandsede om
dem. De toge Flugten og en almindelig Forfærdelse udbredte sig,
thi nu blev den skrækkelige Skyden uophørlig; de lysende Bomber
fløj i deres stødvise Fart hvislende igennem Luften, blussende
Brandrør krydsede hverandre og susede ned paa alle Sider. Alle
var i den frygteligste A.ngst og Forvirring. Huset, hvori vi boede,
var indrettet til lutter smaa Familier, og alene i Baghuset var
sexten. De ilede alle ned ad Trapperne og tyede sammen i Gan
gen under Jamren, Graad og høje Klageskrig. De mest komiske
Scener afvexlede med de sørgeligste. En aldrende Jomfru, som
var almindelig afholdt i Huset for sit tækkelige muntre og kjække
Væsen, havde været ude og kom hjem i Begyndelsen af dette
Rædselens forfærdelige Udbrud. Da just nogle Tagsten raslede
ned, trak hun uvilkaarligt Kjolen over Hovedet, idet hun løb
over Gaarden. En Mand fra Baghuset, som idetsamme igjennem
D et kgl. B ibliothek.
Frue Kirkes Portal m od N ørregade,
efter at Thorvaldsens B elief i M arm or, forestillende „Johannes prædiker i Ø rkenen“, n ogle A ar efter K irkens O pførelse var anbragt paa Portalens K rontespice. Senere,
respektive 1858 og 1860 op stilledes paa hver Side af P ortalen to B roncestatuer i overnaturlig Størrelse, den første, forestillend e M oses, af V. B issen, den anden, D avid,
af J. A . Jeriehau. Over H ovedindgangsdøren bagved de seks doriske Søjler ses et B asrelief i Gibs af T horvaldsen, forestillend e „K risti In d tog i Jerusalem “ (m odel
leret 1839—40). D et frem springende H jørne tilvenstre er B ispegaarden, og bag denne ses den i 1836, efter Bom bardem entet i 1807, nyopbyggede og udvidede
U n iversitetsbygning.
overalt raabte man, at de engelske Bomber duede ikke. Men
endelig kom Aftenen d.
2
. Septbr. I et P ar Dage havde Gud ved
hvorfra og hvorledes, det Rygte udbredt sig, at denne Aften var
bestem t til Bombardementets Begyndelse. Frygten var endnu
ikke betydelig større, men de Fleste følte dog et Slags bange
Anelse, en Benauelse ved Tanken om, at der nærmede sig et
Onde, hvorom man ikke havde noget klart Begreb. Det begyndte
efter en smuk Sommerdag at skumre. Jeg, min Søster og nogle
andre Børn sade ude midt i Gaarden og legede Præsten paa
Prædikestolen; ved Posten stode en Mand og en Kone, der vrede
vasket Tøj; Værtens Pige løb og gjennede en lille Hund ind, og
en Soldat vær ifærd med at pumpe sit Geværløb rent.
Alt var den dybeste, hyggeligste Sommeraftensfred. Pludseligt
hortes et Par svære Skud. „Nu begynder d e !“ raabte Alle; men
da man ikke saa Følger af Skuddene, bleve de Gamle roligt ved
deres G jerning; kun vi Børn gik efter min Moders Befaling ind
i Gangen. Neppe vare vi im idlertid komne vel derind førend en
Bombe styrtede ned i Forhuset, rev et Fag Vinduer ind til Gaar
den vilde tage Flugten ud paa Gaden og havde Favnen fuld af
noget gammelt Skrammel, som han i Befippelsen havde faaet fat
paa rendte i blind Angst paa hende, saa at de begge faldt om
kuld. „Om Forladelse, Jfr. Nielsen, jeg kunde ikke se," stam
mede han. „Jeg ikke heller,“ svarede hun koldblodigt, „for man
maa nok tage Skjørterne over Hovedet, naar det regner saa for
skrækkeligt“. „Er det lige saa slem t u d en fo r?“ spurgte han be
tu tte t, idet han rejste sig „Nej, der har man dog ikke andet end
Bomberne at tage sig iagt for,“ svarede hun rask og løb leende
ind i Gangen. Længer ud paa Aftenen faldt et stort Stykke af
en i Luften springende Bombe ned i Gaarden og knuste et lille
Skuur, hvori Værten havde et Svin staaende. Svinet satte for
skrækket over Ruinerne foer ud igjennem Mellemdøren til Gaden
og rendte ad Frue Kirke til. Midt under den frygtelige Bombe
regn, som netop der faldt allerstæ rkest, løb Værten og hans Pige
efter Svinet, fangede det, toge hver fat i et Øre paa det, førte
det tilbage i Triumf, slæbte det op ad Trappen til første Sal og
arresterede det der i K jøkkenet til en aabentstaaende Lejlighed,
i*
208