S_FørOgNu

gik med Sukkerhuset, men han forekom hende med at spørge om

sin Kone, og da han hørte, at hun var inde hes Tømmersvends

konen, stormede han strax ind i Forsamlingen og begyndte i Dø

ren: „Nej, det er for galt; jeg vil den onde hente mig ikke være

paa Post, naar det skal gaae saadan til. Bomberne vælter ned

rundt omkring mig.“ „Føj, føj, band ikke saa slemt, Faer, men

gaae igen hen, hvor Han hører til“, sagde en gammel værkbruden

Kulmaaler, som stod hos os i Gangen, idet han tog ham ved Ar

men. „Hvad skal jeg der?“ skreg Vægteren. „Der er Djævlen

styrte mig Ingen,

der hverken stjæler

eller gør Spektakel,

naar Kuglerne reg

ner ned fra Himme

len og Lygterne bli

ver slaaet itu den

ene efter den anden.

Gid den Engelsk

mand, den Ondegale

i ham saasandt, den

Tyveknægt“ ----------

„Stille,“ raabte in

de fra Stuen den

Matrone, hvis Dat

ter pladdrede Bøn

ner frem, „her maa

Han ikke bande;

Herren har lagt sin

Haand svært paa os!“

„Sluddersladder“,

vedblev Vægteren,

er det nu Tid at

gøre Bønner? Har

I ikke andet at be

stille ? Skal vore

fattige Smuler kan

ske staa og brænde

op ? Lad min Kone

komme her ud ; jeg

vil have en Sop-

ken, for jeg er Fan

den tordne mig —

—“. „Stille“, sagde

blidt en Enke, som

vi kaldte den pæne

Madamme, „Her har

vi intet at gøre med

Fanden. Gaa smukt

Sin Vej.“ — „Men

jeg tror, at Satan—“, .

vedblev han. „Gaa

paa

Øjeblikket“,

udbrød Hyrekudske-

konen hidsig. „Vi

er forsamlede til

Bøn og Hellighed !

Herren er iblandt

os og vi vil hverken

have med Ham el

ler hans Djævler at

bestille.“ Vægteren

vilde til at tordne

igjen og begyndte

at trænge ind i Stu

en, men nu rejste

Kjællingerne sig i

Masse og han blev

jaget ud af den hele

Conventikel,

som

derpaa fortsatte si

ne Andagtsøvelser

med skrigende Psal-

mesang. — Min Moder havde, siden Bomben faldt i Forhuset, staaet

rystende og bævende ligeson^jeg, og med Opmærksomhed fulgt de

lysende Mordengles Fart igjennem Luften og holdt sig beredt paa det

Værste. Ved Vægterens Udsmidelse var der i Gangen opstaaet et

saadant Spektakel, at vi blev trykkede ind i vort Værelse;

det var

lian m eddelte

bevares,“ sagde min Moder, idet hun trak sig tilbage med os for Klyn

gen, „nu begynder de saagar at slaas midt i al denne Herrens Jam

mer og Elendighed. Kom Børn, det er ikke værdt at blive her længer.“

Det var som om hun, ved igjen at komme ind i vor lille Stue og

blive elene med sine Børn, havde faaet hele sin sjældne Behjær-

tethed og Aandsnærværelse tilbage. Medens de andre bade og

sang, tænkte hun roligt og fornuftigt paa at frelse sig og sine

Børn. Hun gav os to Klædningsstykker paa af hvert Slags, saa-

vidt hun havde dem, stak en Sølvspiseske, som jeg havde faaet i

Faddergave — den

eneste Kostbarhed,

hun ejede — i Lom

men, pakkede nogle

nødvendige Sager i

to smaaBylter,hvor

af jeg fik den ene og

hun selv beholdtden

anden i etBaand ovei

Skuldren og sagde:

„Saa Børn, Vi vil

ikke gaae fra Arken

inden der skulde

komme Ild paa, men

saa maae vi se at

vinde hen til Faer i

Larsbjørnstræde.“

Derpaa gik hun at

ter med os ud i Gan

gen, lukkede sin Dør

omhyggeligt af og

havde fra dette Øje

blik, med fuld Fat

ning, kun Tanke for

Faren og os.

Vi havde vel staa

et saaledes i en halv

Time, uberørte af

alt, hvad der imel

lem de andre Bebo

ere foregik omkring

os, dafaldtogsprang

en Bombe i Forhu

set og lidt efter saa-

es Ild indenfor et

Vindue. „Nu er det

Tid at gaae, Børn“,

sagde hun rask.

„Hold Dig godt fast

ved mit Forklæde,

Thomas!“ Derpaa

tog hun min Broder,

som var syg, paa

Armen og min Sø

ster ved den ene

Haand, saae op i

Luften, om der ikke

var nogen nær Fare,

raabte: „Nu ge

svindt Børn, til

og ilede

over Gaar

den og ud paa Ga

den. Her saae det

gyseligt ud! Mod

hvilken Ende af

Gaden, vi vendte

Øjnene, var Luften

fuldt af lysende

Bomber og flammen

de congreviske Ra-

ketter. Allerede ved

patrfotlske Sindelag for H ovedstadens Forskønnelse.

det første Hus maat-

te vi iPorten søge Ly,indtil de os nærmest truende vare faldne

ellergaaede overHovedet,

saa kigede viud og løb igen nogle Skridt,

indtil Faren tvang os til atter at flyve ind i en Port eller Gade

dør. Efter saaledes paa den korte Vej til Larsbjørnstræde at have

søgt Beskjærmelse mod Lemlæstelse og Død i fem, sex Huse, kom

beens!“

med os

Model af Frue Kirke,

N ^ k o ls if T a » r n °o m ogM » b™kortedM^rf C. Jacobsen, nænnede sig sin Fuldførelse stod han og -------------

herfra F r u e K ir k e s Taarn, som altid havde mishaget. ham , ^ k e alene paa G r u n d ^ Form,

sig paa en K lin ik , ™ : r a uan

ikke kom til Udførelse. ' H avde han levet

Jacob0sen “

e S i V n f a n g T a a v e r , h in forud havde glædet sin B y m ed og som alle vidnede om hans

jacoD sen løjeae in ue

fnr

ovedstadens Forskønnelse.

,Gud