220 / 311
ken finde Bispens Bøn“. Den stakkels halvvoxne Pige turde ikke
under den forfærdelige Buldren og Bragen vove sig alene op paa
anden Sal. Hun græd, bad for sig og rystede af Angst over hele
Legemet; men da Moderen, som ikke selv havde Dristighed til at
gaa, tilsidst, trods sin Ivers fromme Natur vilde banke hende, tog
hun Mod til sig og skyndte sig i Mørke højt syngende op efter
Psalmebogen. Neppe var hun igjen kommen ned, førend Kjællin-
sikrest, hvor der var saamegen Gudsfrygt havde listet mig fra
min Moder hen tæt indenfor Kjøkkendøren og gjentog meget an
dægtigt hvad jeg hørte de Andre sige, men da hun, som søgte at
berolige mine grædende Sødskende, savnede mig og bydende
raabte: „Thomas, kom her! lad os blive sammen, hvis Vorherre
skulde kalde os!“ skammede jeg mig ved, at jeg var gaaet fra
hende, endskjøndt kun et Par Skridt og løb ud i Gangen, hvor
Frue Kirke set i Panoram a fra St. Peders Kirke (Petri Kirke).
De langs K irkens N ordfacade opstillede Broncestatuer forestille K om ponisten C. E. W e y s e (afsløret 1863), Biskop M y n s t er (1875) og Biskop M a r t e ns e n (1888), den
første m odelleret af V. B issen, de to andre af Stein. Fotografiet er af nyere D ato. T il venstre i Baggrunden ses H elligaands-K irken, og bag den det nye Spir paa
N ikolaj K irke. K uplen og Spiret oven over denne, m an ser i B aggrunden til venstre for Frue K irkes Taarn, er respektive Slotskirkens og Børsens, og til venstre
for samm e hæver Spiret paa Frelsers K irke (paa C hristianshavn) sig.
gerne fik hende midt ind iblandt sig, stillede hende op paa en
Stol, knælede allesammen omkring hende, og lode hende under
idelige Afbrydelser med Angstskrig over den frygtelige Dundren
og Rabaldren udenfor, opramse en af Biskop Balle forfattet Bøn,
som hele Flokken sagde efter — eller ledsagede med: „O Herre
gud, hør os!“ Og „Ak, Du min Herre Jesus og Frelsermand det
høre og bønhøre Du!“ Jeg, som syntes, at jeg dog maatte være
jeg krøb saa tæt op til hende som muligt og i min Angst blev
ved at sige de Ord efter, som jeg kunde høre indre fra Forsam
lingen.
Midt under denne Beden og Skraalen og Veklagen kom en
gammel halvdrukken Vægter, som var gaaet fra sin Post i Lars-
bjørnstræde, fordi han mente, at Pligten gaar til Døden, men
heller ikke længer. Min Moder vilde spørge ham, hvorledes det
210