204 / 311
Sult, Nød og Elendighed. Det var Greven og Ambrosius Bogbin
der, som i Spidsen for Ghristjern II.s Tilhængere tvang Borgerne
til fortsat Modstand, hvor haabsøst det end var, og som endelig
ved det store Blodbad paa
GI. Torv
20
. Juni 1536, hvor
halvand eth undredc Men-
nesker mistede Livet, søgte
at slaa al Modstand ned.
Men en Maaned senere
rnaatte de dog overgive
sig.
6
. August holdt Kon
gen, Christian III., sit Ind
tog, rystet og forfæ rdet
over det Billede af den
udpinte By, som frembød
sig for ham. 11. August
blev Bisperne fængslet —
Joachim Rønnov blev fun
det oppe paa en Hane
bjælke under Bispegaar-
dens Tag, — og den 30.
Oktober vedtoges af Bor
gerforsamlingen paa GI.
Torv Reformationens Ind
førelse. Og hermed begynder den nye Tid.
Det var først en Omordningens Tid. En stor Del af Frue Kirkes
Gods kom U niversitetet til gode, idet bl. a.
de Ejendomme her i de tilstødende Gader,
der havde væ ret beny ttet som Boliger af
de Gejstlige, særlig af Kanmkerne, nu blev
Professor-Residenser eller Professorboliger.
Universitetet, der havde væ ret indstalleret i
det gamle Raadhus Vest for Frue Kirke,
og Bispen byttede Gaarde, saaledes at den
første lutherske Biskop, P e d e r P la d e eller
P a l l a d i u s , flyttede over i den tidligere
Studiegaard, hvor den hele Række af Bisper
siden har h aft til Huse; og Universitetet
flyttede over paa den anden Side Gaden i
den tidligere katholske Bisperesidens. Det
halve af Nabogaarden mod Øst, Kantorens
Gaard, blev Professor-Residens, den anden
halve Del blev Sognepræste-Bolig. Og Degne-
gaarden og Kannikegaardene blev ogsaa
Professor-Residenser, efterhaanden som Kan
nikerne faldt fra.
1 Nr. 17, Hjørnegaarden til Lille Kannike
stræde, og Nr. 19, der nu har Hovedfacade
til Skindergade (Nr. 26), boede i alle disse
Ufredens Aar Kanniken J ø r g e n H in tz e ,
hvem Kong Hans i sin Tid havde betroet
sin Søn Tronfølgerens Opdragelse, hvad der
havde væ ret ham en vanskelig Opgave paa
Grund af Hertug Christjerns urolige Sind.
Nuværende Nr. 19 var dengang og tidligere
de Boder, „som laa under Sakristiet“. Af
mere bekendte Mænd boede her Dr. Paslich
og Dr. P eter Kaptein, den første Christian
III,s „Mand og Raad“, den sidste hans Læge.
Senere boede Dr. Hieronymus Thenner her,
en Tid Frederik II.s meget betroede Mand
og Leder af det tyske Kancelli, men som
endte sit Liv som Statsfange paa Dragholm,
fordi han pludselig havde forlangt sin Af
sked for af rejse hjem til Tyskland. Der
ma&tte sikkert stikke noget under, ti Mis
troen var stor, tænk blot paa Peder Okse,
og en Mand, der vidste saa god Besked med
Rigets hemmelige Politik, turde man ikke
slippe løs. Og saa kom han i Hullet paa
Dragsholm.
Ogsaa paa Nabogrunden, hvor bl. a. efter
1807 Metropolitanskolem har sin Plads, stod
der Professor-Residenser med Facade ud til
Kirkegaarden. Og med Undtagelse af nuv. Nr.
2 —10
paa Nord
siden og nogle enkelte smaa Grunde paa Sydsiden, var hele Store
Kannikestræde beboet af Professorer.
Skiltet over Porten til Ejendomm en A delgade Nr. 27,
tilhørende F oreningen af H ustnm rerc i K øbenhavn (se B illed et paa forrige Side).
H ustøm rerforeningens „V elkom st“
I)e nævnte Grunde, Nr.
2
—
10
, hvoraf Regensen nu optager Nr.
2
og 4, tilhørte i 1567 Kansleren Johan Friis til Hesselager.
Den vestligere Del af Friis’ernes Grund, Nr.
6
- -
10
, blev 1661
købt af Grev Rantzau,
men gik kort efter over
paa Kongens Haand. Her
boede en Tid den skønne
og letsindige Marie Grub-
bes letsindige Herre og
Husbonde, U lr ik F r e d e
r i k G y ld e n lø v e . I 1662
fik Korfits Ulfeld og Leo
nora Christine denne Gaard
anvist
til Opholdssted,
medens de
ydmygende
Forhandlinger om deres
fuldstændige
Underka
stelse under Kongen stod
paa. Senere boede her
kgl. Majestæts General-
A rkitekt
L a m b e r t v.
H a v e n . Ved 1700 tilhørte
den Geheimeraad G ed d e,
hos hvem L u d v ig H ol
b e r g en Tid boede som Huslærer, indtil han i 1709 flyttede ind
i Naboejendommen, Borcks Collegium.
Dette blev o p rettet 1689 i en tidligere Pro
fessor-Residens, hvor bl. a. den berømte Ole
Worm en Tid havde boet, og som Ole Borck
havde købt af Universitetet, og fik sit Navn
C o lle g iu m M e d ic æ u m til Minde om Fi
renze, som han elskede fremfor alle Byer,
han havde besøgt, og hvor, som Sagnet for
tæ ller, han havde vundet Fyrstens Gunst ved
en heldig Kur paa den skønne P r in s e s s e
L a u r a M a r ia a f M e d ic i, men herom og om
den endelige Aarsag til Collegiets Opret
telse læser man videre i Christian W inthers
yndefulde Fortæ lling „En A ftenscene“.
Var det maaske skuffet Elskov, der bragte
Ole Borck til a t anvende sine Penge til
den Fribolig for Studerende, der bæ rer hans
Navn, saa var det sikkert Faderhjertets Sorg
over hans to eneste Borns Død ved Sofie
Amalienborgs Brand .1689, der lod Assessor
Jørgen Elers anvende hele sin Formue til en
lignende Fribolig for Studenter paa den
modsatte Side af Gaden.
Denne var iøvrigt paa den Tid beboet af
lu tte r Berømtheder som O le R øm e r, Opda
geren af Lysets Hastighed, en Gang Ingeniør
ved Anlæget af de berøm te Springvand i
Versailles og nu Politim ester i København,
Lægen J a c o b W in s lø w , Professorerne T ho
m a s F in k e , B an g e r,
B a r t
h o li n e r og
V in d in g e r . For saa vidt der er nogen
Sandhed i det gamle Sagn, der danner
Grundlaget for Plougs Digt „Et Kys“, maa
det sikkert have væ ret i Kannikestræde, Povl
Vendelboe første Gang saa Jomfru Ingeborg
Vinding ved Ruden.
Universitetet flyttede altsaa over paa den
anden Side Nørregade, i den gamle katholske
Bispegaard. Det blev genoprettet og udvidet
af Christian III., men havde ikke den
store Udstrækning som det nuværende Uni
versitet, idet det kun delvis optog Pladsen
mellem den endnu staaende Konsistoriums
Bygning med den der op til stødende gamle
Professor-Residens og Vor Frue Kirkegaard,
samt mellem den nyere Festsals Bygning og
Nørregade, altsaa kun en Fjerdedel af det
nuværende Terrain.
Af den gamle Bispegaard synes foruden Kon-
sistoriebygningen kun Bygningen paa H jørnet af Nørregade og
K irkegaarden at være taget direkte i Benyttelse af Universitetet
og beny ttet som det ældste Kollegium, altsaa til Forelæsninger. 11545
194