202 / 311
tage deres Habengut og nmatte derefter gaa om Bord i tre lva-
nonbaade. Eskorterede af Briggen „Lougen" sejlede de af Sted
med Ordre til at landsæ tte Forbryderne i Rostock eller i Lybæk,
hvorhen Vinden faldt gunstigst.
Men denne taabelige Landsforvisning var kun Olie i Branden.
Nu gjorde Svendene i alle de andre Fag fælles Sag med Tøm
rerne og nedlagde A rbejdet over alt. Men den videre Udvikling
af Sagen har ingen Forbindelse med Tømmerkroen i Adelgade.
Vi gaar nu over til Beskrivelsen af K varteret Vest for Køb-
magergade, mellem Strøget og Volden, det Kvarter i Byen, der
væsentlig har faaet sit Præg af Frue Kirke, Helligaands — eller
som den i gamle Dage Helliggeistes Kirke og U niversitetet —
det læ rde Kvarter.
Vor Frue Kirke bliver Hovedpunktet i K varteret, den der har
sam let Husene omkring sig som en Høne sine Kyllinger.
Om Kirkens ældste Forhold hersker der nogen Tvivl. Det
hævdes, a t A b s a lo n først har bygget en T rækirke paa Toppen
af den Bakke, paa hvis Skraaning ned mod Havnen det nye
K ø b m a n n e h a v n voksede op og til sidst smeltede sammen med
den gamle By H a v n ved St. N ik o la i K irk e . Inden sin Død
skulde Absalon saa have paabegyndt Opførelsen af en Stenkirke
paa samme Sted, som blev fortsat og fuldendt af hans E fterføl
ger paa Bispestolen, P e d e r R u n ese n . Men da denne udtrykkelig
kaldes Kirkens „ f u n d a to r " , d. e. Grundlægger, skulde man tro,
at det er bara, der virkelig har grundlagt Kirken.
Om denne ældste Kirkes Udseende har vi ingen E fterretning.
Den maa antages at have h aft nogen Lighed med den sam tidig
og af samme Bygherre opførte romantiske K irke i Roskilde, og
dens Fundamenter ligger utvivlsomt under Murene i den Kirke,
som staar endnu. Taarnløs har den været, ti dens Klokker hang
i en Klokkestabel Nordvest for Kirken over ad St. Peders Kirke
til.
Det maa erindres, at det var Roskilde-Bispen, der var Herre i
København, og ikke Kongen — et Forhold, Byens Borgere var
meget misfornøjede med, hvad ofte kom til Udbrud. For at kun
ne optræde med Myndighed i Staden og repræsentere Bispestolens
Herredømme paa fyldestgørende Maade, gjorde Bisp Peder Vor
Frue Kirke til en Kollegiat-Kirke til Hovedkirken: Domkirken i
Roskilde, og oprettede en Kollegiat-Kapitel, hvilket skulde tjene
til at give Gudstjenesten mere Glans. I Spidsen for Kapitlet
stod en D e k a n u s og under ham en K a n to r og en Række
K a n n ik e r med deres V ik a r e r , Kannikerne, der i Reglen var
Sognepræster ved Byens andre K irker eller ved de Landsbykirker,
der laa under disse, havde mindre med Præstevirksomheden at
gøre end med A lter- og Messetjenesten ved Kirkens mange Altre.
Og a t denne nok kunde lægge Beslag paa en stor Del af deres
Tid, vil man forstaa, naar man hører, at der efterhaanden vok
sede henved 50 A ltre op i Kirken, og af der 1432 af E rik af
Pommern blev skænket K apitlet en Pengesum, for at Kannikerne,
to og to. Dag og Nat, skulde læse Davids Psalmer med 9 Lektier
efter hver Psalme, n aar der ellers ikke blev sunget Tider eller
holdt Messe I Kirken. F ra 1432 til 1533 forstummede Sangen
derfor aldrig i Frue Kirke.
Alle Kirkens Mænd boede i dens umiddelbare Nærhed. Bi
skoppens Gaard, hvor han tog ind, naar han ikke var paa Borgen,
laa paa H jørnet af Nørregade og Universitetspladsen og optog
om trent den vestlige Halvdel af Universitetsfirkanten. Øst for
Bispegaarden laa Kantorens Gaard, paa Firkantens østlige Halv
del. Øst for denne igen laa Dekanus- eller Degnegaarden, den
nuværende Stiftsprovstebolig, og hele Kannikestræde igennem paa
Sydsiden og det meste af Nordsiden laa Kannikegaardene, der
har givet Gaden Navn. 1 Degnegaarden og en af Kanmikegaar-
dene holdtes der af og til vigtige politiske Møder.
Gejstligheden i København var Roskildebispens Mænd, saa at
sige hans Garnison i Byen, hvor Borgerne kun nødtvungent bøjede
sig under Krumstaven. Men at de kunde optræde sotn virkelige
Krigere, fik de Lejlighed til at vise, da Lybækkerne i 1248 ero
brede Byen og plyndrede og brændte åen og dens Kirker. Ti da
det i Krøniken siges, a t mange Gejstlige toges til Fange, har de
sikkert som Mænd søgt a t forsvare deres By.
At K irkens Mænd ikke var Held-Ører, fremgaar af, af Byens
Borgere i 1258 fandt sig foranledigede fil a t hænge en Degn paa
hans egen Dørstolpe. Han havde gjort sig skyldig i Røveri, sand
synligvis fra nogle af Byens Borgere ; men naar disse saa vold
somt tog sig selv tilrette, er det e t a f de mange Udtryk, vi finder
for, a t det var vanskeligt for dem a t faa deres Ret over for de
stæ rk t begunstigede gejstlige Mænd.
Syd for Kirken, mellem nuværende Dyrkøb og Nørregade, laa
Kapitlets S k o le , som oprindelig havde til Opgave a t uddanne
Præ ster. Mellem Skolen og K annikegaardene paa Dyrkøbs Øst
side var der kun en smal Aabning, som hed V o r F r u e K ir k e
r i s t efter den Jernrist, der laa her foran Indgangen til Kirke-
gaarden for a t hindre Svinene, der havde frit Spil i Byens Gader,
fra a t komme ind paa K irkegaarden og rode Jorden op.
En Sten over Frue K irkes nordre Dør berettede, a t Aar 1316
genopbyggedes K irken paa ny, efter fire Gange tilforn a t være
ødelagt ved Brand, første Gang, som om talt, i 1248 og fjerde
Gang ved Vaadeild 24. Juli 1314, de to andre Gange kender vi
ikke noget til. Men det skulde ikke blive derved. 1368, under
Krigen mellem Valdemar A tterdag og Hanseforbundet, erobrede
Lybækkerne Byen paa ny og ødelagde den tillige med Borgen og
K irkerne i Bund og Grund.
Men da disse Københavns aldrig hvilende Fjender kom igen
1427 og 1428, havde Piben faaet en anden Lyd. I 1416 havde
E rik af Pommern gjort sig til Herre over Staden trods Roskilde
bispens Indsigelser. Borgerne i Kongens København synes at
have slaaet bedre fra sig end Borgerne i Bispens Stad, og Ly
bækkerne blev slaaet tilbage med Glans.
Og nu gaar Byen en ny og mere straalende Tid i Møde.
Christjern I. og alle senere Konger efter ham indtil Enevælden
lod sig krone i Københavns Frue Kirke.
En Menneskealder senere, 1. Juni 1479, fejredes med stor Høj
tidelighed U niversitetets Stiftelse i Frue Kirke. Det laa lige
Vest for Kirken, paa H jørnet af den Gade, som efter „Studie-
gaarden“, det oprindelige Navn paa U niversitetet, fik Navnet
Studiestræde. Tidligere hed det Raadhusstræde efter at Byens
Raadhus var flyttet herhen fra sin første Plads i Klædeboderne,
nu Skindergade.
Den fromme Kong Hans vilde ikke undlade at vise sin sønlige
Æ refrygt for Kirken, og 1483, et P ar Aar efter sin Tronbestigelse
og Kroning, begyndte han Opførelsen af Frue Kirkes Taarn, hvis
sidste Fuldendelse, Spiret, først blev sat op 1517 under hans Søn
og Efterfølger.
Netop i 1488, samme Aar som T aarnet blev grundlagt, fødtes i
Eisleben den Mand, der skulde ryste den hele katolske Kirke i
sin Grundvold, og som 1517, det Aar, Spiret var fæ rdigt, begyndte
Reformationen med Opslaget paa W ittenberg Kirkedør, sine be
røm te Theses.
1522 blev Christjærn II.s Fortrolige, Didrik Slagheck, som for
an om talt, brændt paa Gammeltorv, og A aret efter forlader den
tungsindige og lidenskabelige Konge Hovedstaden. Og snart efter
indeslutter Frederik I med sine Holstenere København.
Det har væ ret urolige Tider for Kannikerne og i øvrigt for alle
Beboerne af det lærde Kvarter. Ti paa Toppen af Murværket
under Spiret havde Statholderen H e n r ik G ø y e ladet lægge Ka
noner, der gjorde dygtig lyst i Holstenernes Rækker i deres
Stillinger noget inden for Vester Farimagsgade, og det er n atu r
ligt, a t Frue Kirke har væ ret e t søgt Maal for A rtilleristerne i
Kongens Hær. Men de Kugler, der ikke bed i T aarnet, slog ned
i K varteret omkring det, som i alle senere Belejringer, til liden
Glæde for Beboerne. Men da der endelig blev indledet Freds
underhandlinger, var det i det lærde Kvarter, paa Degnegaarden,
der laa ved Siden af Bispegaarden, paa det nuværende Universi
tetsbiblioteks Plads, a t Møderne fandt Sted.
De lykkelige Tider var forbi for et langt Aaremaal. Efter
1526 tog Reformationsbevægelsen voldsom Fart, og Splittelsen
mellem det katolske og det lutheranske P arti voksede fra Dag
til Dag. St. Nikolai var den første Kirke, hvor den nye Lære
blev præket, da Hans Tausen blev dens P ræ st 1529. Allerede
Aaret efter forkyndtes den i St. Peders og St. Klemens, og alle
Byens Klostre blev ophævet Vor Frue K irke blev Katolikernes
sidste faste Borg. Men i Juli 1530 m aatte de, trods Bispens
Modstand, dele den med Lutheranerne, der af Kongen fik Lov til
at rejse et A lter midt i Kirken, hvor der holdtes Gudstjeneste
efter luthersk Ritus, medens der ved det gamle H øjalter og ved
de mange Sidealtre stadig holdtes Gudstjeneste og læstes Messe
paa katolsk.
Det var ikke hyggelige Tider for den gamle Læres Mænd. De
m aatte saa vidt muligt holde sig inden lukkede Døre; og nødtes
de til at gaa ud, m aatte de have mandsstærk, væbnet Ledsagelse
og agte det for en Lykke, „naar man kun brugte Munden imod
dem og lod Hænderne hvile".