68 / 311
Naar man havde faaet Søvnen af Øjnene og en Smule Vand i
Ansigtet, tog man i en Fart en Bid Brød og en Taar 01, om ellers
der var noget i Kistebænken, og stillede saa til Lovsang i Regens-
kirken, Fløjen til Købmagergade, der endnu kaldes Kirken, og
som først 1656 blev afløst af Trinitatis Kirke som Studenter
kirke. For at ingen skulde skulke fra Lovsangen, blev Regen-
sens Port først lukket op, efter at den var forbi. Kl. 6 begyndte
de akademiske Forelæsninger, saa det Maaltid, som Alumnerne
samledes til Kl. 10 var i Virkeligheden svarende til vor Middag,
om end det kaldtes Frokost (Prandium). Maaltiderne indtoges i
Kommunitetsbygningen ved Nørregade, der endnu i daglig Tale
hed Klostret efter Stiftelsens ældste Spisesal i en af de gamle
Hospitals- eller Klosterbygninger, det nuværende Menighedshus
ved Helligaandskirken. Derefter var der atter Øvelser, indtil alle
Kl. 5 samledes
paa Klostret ti!
Aftensmaalti-
det(Coena)un
der Provstens
Forsæde lige
som om For
middagen. Men
inden der van
kede Mad, blev
Kollegiehefter-
ne eftersete, og
viste der sig
nogen Doven
skab eller For
sømmelighed
under Forelæs
ningerne, blev
Synderen uden
Naade vist bort
fra Bordet.
Naar Lovsan
gen var sunget
og de to første
Retter var for
tærede i Fred
og Ro, begynd
te
Øvelserne
atter og fore
gik, som al
Samtale
ved
Bordet, udeluk
kende paa La
tin.
Moders-
maalet
blev
forfulgt med
store
Bøder;
det blev t.Eks.
straffet haar-
dere at tale
Dansk ved Bor
det, end at mø
de beruset, et
saare
beteg
nende Tidens Træk. Det var de berømte, for ikke at sige be
rygtede Disputatser og Taleøvelser, som havde til Maal at udvikle
Færdighed i det latinske Sprog og i Datidens filosofiske Tænk
ning, der dreves som en aandelig Gymnastik under Maaltiderne.
Om Søndagen blev der opgivet Temaer af Dagens Evangelium;
det er disse Prækeøvelser, Jeronimus tænker paa i „Jean de France“,
naar han taler om de „Snese smukke Karle“, der har studeret
deres Prækestol paa Klostret og gjort Prækener, som har været
højt agtede endog udi „Vor Frue og Runde Kirke.
Men dermed var man ikke
færdig. Naar Maaltidet var ovre,
skulde der oplæses et Stykkeaf Biblen eller en anden gudelig
Bog paa Latin, og det skulde vare mindst en Time. Saa endelig
slog Forløsningens Time, og den korte Tid der var tilbage af
Dagen — thi efter Lovsang iKirken Kl. 9 skulde alle i Seng —
har sandsynligvis været fri.
Efter Spisesedlen at dømme, led Alumnerne ingen Nød. Der
blev til hvert Maaltid givet 3 Retter Mad, afvekslende Grød
(Vælling), Fisk (Sild) og Kød. Men Teori er et og Praksis et
andet. Der lød uafladelig Klager over Maden og dens Beskaffen-
hed, ogMisfornøjelsen medBespisningen,der ifølge de dertil
lagte Kapitaler kunde være baade god og rigelig, har sikkert
ligget til Grund for en Mængde af de Uroligheder, som Regensen
i tidligere Tid var Vidne til.
Det var ingen Forlystelsespost at være Regensprovst i det 17.
Aarhundrede. Jørgen Hammer, der sad inde med denne Værdig
hed omtr.1650,erklærer,
at han ikkekunde
ønske sin værste
Fjendenogetværre,
end atløse ham af.
Og det er et meget
spagfærdigt Udtryk hans senere Eftermand, Jens Bircherod, For
fatteren af de bekendte Dagbøger, anvender, naar han skriver,
„at han nu fornam hvad Uro og Fortræd det giver, at have med
Studenternes Inspektion at bestille“. Sagen var den, at man
havde saa overordentlig vanskeligt ved at forstaa Ungdommen i
de Tider. Ligesom man over for Børn kun kendte et Opdragel
sesmiddel,nem
lig Prygl, saa-
ledes
kendte
man over for
unge Menne
sker kun barsk
Strenghed og
haard Behand
ling.
I Spektakler
ne paa Regen
sen havdeDruk-
kenskaben —
som alle andre
Steder — sin
rigelige
Del.
Men den Last
var i de Tider
saa almindelig,
at den nærmest
blev anført som
en formildende
Omstændighed.
I 1604 var der
under Majgil
dedagene fra
St. Hans til 1.
Juli af Regen
sianerne bleven
fortæret 16—18
Tdr. tysk 01,
og en af disse
Dage var der
af
samtlige
Alumner kun
mødt 30 til
Spisning paa
Klostret, de an
dre var, trods
Forbud og
Trudsler, „gaa-
et til Driks“.
Naar Morten
Nielsen i 1632
havde gjort Parlam ent med Provsten, Johannes Bonde, draget ham i
Haar og kradset ham i Ansigtet, saa kan det vel ikke forsvares,
men faar man at vide, at han var drukken, saa forandres Sagen
en Del, og hører man endelig, a t Regensprovsten har slaaet først,
saa undrer man sig mindre over det hele.
Men hvad bød Tiden paa i Retning af Adspredelse og For
nøjelse uden den raa Drukkkenskab? Paa den Maade Studierne
dreves, skulde kun de store Lys vækkes til aandelige Interesser,
de smaa blev til osende Praase eller gik ud af Mangel paa Luft.
Boldspil og Keglespil blev forbudte i Regensgaarden, ikke blot
af Hensyn til Vindusruderne, men ogsaa „af Hensyn til det stærke
Tilløb og den uanstændige Raaben af andre uden for Regensen“.
Man forstaar bedre, at det i Slutningen af det 14. Aarhundrede
blev Regensianerne forbudt at skyde Naboernes Duer ned fra
Taget „med Bøsser og Fyrrør“.
Med Datidens Undervisningsforhold og den studerende Ung
doms hele Livsvilkaar var „Studenteraand“ i vore Dages Betyd
ning en U tænkelighed. Men der herskede naturligvis mellem
Runde Taarn o g U dsigten derfra m od N ordøst i det 17de Aarhundrede.
62