65 / 311
Tidens store Spørgsmaal, medens en Skare unge Studenter, som
han gav Underhold, lyttede til. „Men Johan Friis selv havde øst
saa dybt af Livet og al Bøger, at han var nær ved at overgaa
dem alle, og det var en synderlig Lyst at høre paa ham, naar
han begyndte at repetere og fortælle de gamle Historier, baade
af vore og af udenlandske Krøniker, at man kunde ikke noksom
forundre sig paa den statelige Ihukommelse“.
Det var ogsaa særlig paa den over for Studierne saa gavmilde
Johan Friis’s Tilskyndelse, at Frederik II i 1569 stiftede Kommu
nitetet til Bespisning af hundrede fattige Studenter. Det havde
været Kongens Tanke ogsaa at give dem Bolig, men det blev
ikke til Alvor før to Aar efter at Johan Friis’s Arvtager, Kansleren
Christian Friis, var
afgaaet ved Døden.
Nu, i 1618, blev Kom
munitetet ved et Laan
af Kongen sat i Stand
til at erhverve Friis’-
ernes gamle Gaard og
Grund. Og paa den
østlige Del af denne
opførtes nu
Collegium
regium
som det hed
officielt, til daglig
kaldet Regensen, som
Fribolig for hundrede
Studenter. Friis’ernes
Hovedbygning, der i
1600 omtales som et
pragtfuldt Palads, laa
paa Grundens vestlige
Del. Paa Gaardens
østlige Del laa Stal
dene. Og her kom nu
Hovedbygningen til
at ligge. Fløjen langs
Købmagergade synes
kun at have været
paa et Stokværk, som
ud mod Gaarden var
forsynet med et lille
Taarn.
Bygningen
syntes at have været
færdig i 1623, hvilket
staar at læse paa den
Tavle, der er indsat
i Muren mod Køb
magergade, men først
i 1627 blev Kirkens
Indretning
paabe
gyndt her, den blev
indviet 1635 og be
nyttet som „Studen
terkirke“ indtil den
blev afløst 1656 som
saadan af Trinitatis
Kirke.
Saaledes
rejste sig
den kære
Gaard,
som gav os Ly i Ungdomstiden,
og som vi aldrig glemme siden,
mens vi i Danma,rks Have saaer.
Men naar det hedder i et andet bekendt Vers
Regensen hedder for ingen Ting
ej Gaarden ved Taarnets Fod,
man ser det straks paa det hele Sving,
den er af kongeligt Blod . . .
saa er det dog kun delvis rigtigt, og det er en urigtig Opfattelse,
at det er Christian IV som er Fader til Regensen. Han ydede
kun Kommunitetet et kortvarigt Laan til Gaardens Erhvervelse
paa 9000 Daler. Og det Kongeblod som vel nok kan siges at
flyde i dens Aarer, maa i alt Fald være Frederik II’s og ikke
Christian IV’s.
Naar Christian III og Frederik II efter Reformationen lod
sig det være magtpaaliggende at gøre noget for de fattige Stu
denter, maa man ikke lægge for megen Betydning paa Ordet
„fattige“. Det havde en anden og mere omfattende Betydning
den Gang end i vore Dage. Kirkens Velstand var forsvundet
med Reformationen, og Adelen — Herrestanden i Modsætning
til de ufri Stænder, „den fattige Almue“, Borger og Bondestand —
saa ikke længer sin Fordel ved at lade sine Sønner gaa den
gejstlige Vej. De kongelige Stiftelser skyldes derfor først og
fremmest Ønsket om at drage Folk ind paa den studerende Vej.
I det første Aarhundrede efter Reformationen fik Universitetet i
langt overvejende Grad sin Tilgang fra Folkets fattige d. v. s.
jævne, brede Lag.
Der herskede der
for ingen Overdaadig-
hed i den nye Stu
denterbolig.
Unge
Mennesker var i hine
Tider vænnet til den
største Tarvelighed,
til mange Hug, ringe
Mad og ingen Ren
lighed, og det var
ikke at vente, at der
paa Regensen skulde
gives mere, end jæv
ne Folks Børn var
vant til at faa. Faldt
det mangen Gang
haardt at klare sig,
saa kunde de unge
Mennesker jo deres
Klassikere og kunde
trøste sig med den
gamle Sentens:
Per
aspera ad astra!
d. e.
Ærens Vej er en Tor
nevej!
De hundrede Stu
denter som Kommu
nitetet oprindelig tal
te, og som under Chri
stian IV voksede til
144, beboede to og to
som „Kontubernaler“
de af to Kamre be-
staaende Lejligheder.
Af disse to Kamre
var det inderste Stu
derekammeret, „Mu
seum“ som det hed
Studentersproget.
Det var forsynet med
Kakkelovn,
hvilket
ikke fandtes nødven
digt i det yderste Væ
relse, Sovekammeret
eller Cubiculum. Det
forudsattes at man
der kunde holde sig
varm i Sengen, og
for at være saa me
get mere vis paa det, var der kun en Seng, som man var to om
at holde sig varm i, om man ellers kunde. Hvilket væsentligt be
roede paa, om man havde noget, der med nogen Ret kunde kaldes
Sengklæder. Ti dem maatte Alumnerne selv sørge for, og paa Sen
gens som paa Kistebænkens Indhold kunde Hjemmets Velstand eller
Velgørernes Hjælpsomhed maales. Dog mest det sidste. Ti selv om
der var taalelige Kaar i Hjemmene, var al Forsendelse af Varer for
bundet med store Vanskeligheder, og Studenternes Trivsel i Kø
benhavn var i særlig Grad afhængig af de Venner eller de Vel
gørere, de vandt sig. Mangen Student er sikkert kommet til
København uden andet Haben-Gut end de Klæder, han bar paa
sin Krop og som vel oftest var ringe nok endda. Og saa maatte
han jo endda prise sin gode Lykke, om han var saa heldig at
faa Regens.
Fra Christian IV’s Tid har man en Vise, Studentens Klagesang,
ført i Pennen af den satiriske Jacob Worm:
Runde Taarn.
Grundstenen lagt af Kong Christian d. 4de Aar 1637. Taarnet færdigt 1642. Bygmesteren var Georg Scheffel
fra Bern i Schweiz.
59