S_FørOgNu

dat i rød Uniform. De satte sig op i Vognen til den første Pas

sager, hvorpaa .„han kørte lidt fort ad Voldgaden“ lien imod

Nørreport, dog ikke hurtigere, end at en anden fransk Soldat,

som de mødte paa Vejen, kunde gaa ved Siden af Vognen og

snakke med de an

dre.

Da de kom til Por

ten og vilde køre ud,

faldt Skildvagten her

den Soldat an, der

sad i Vognen. „Hvor

vil Du hen, din Hunds-

fot! Herut med Dig!“

raabte han og halede

Franskmanden ud af

Vognen.

Saa blev Kusken

lidt betænkelig, ryk

kede tilbage med sin

Vogn, fik den vendt

i en Fart og kørte

ad Fiolstræde, Ski

denstræde og Nørre

gade til Vestergade.

Her stod den ene af

Damerne af, og Ku

sken kørte nu med

Resten af sit Selskab

hen til Vesterport for

at komme ud der.

Ogsaa her raabte

Vagten ham an og spurgte,

saa de to Kvinder i Vognen

faa Lov til at komme ud, og

Hestene i Hovedtøjet.

Nu blev det den skikkelige Kusk,

der aabenbart ikke har haft det

Kendskab til sine Passagerer som

Soldaterne, for broget. Han sprang

af Vognen og spurgte naivt hende

med den rødbundne Nattrøje, hvad

hun var for én, siden hun ikke

maatte komme ud af Porten.

Hun var en ærlig Kone, sagde

hun, og lied Anne Eriksdatter, og

den var en Skælm, der sagde hende

noget paa.

Men Kusken forlangte Betaling

for Vognen, før han kørte videre.

Ja, det skulde han faa, naar han

blot vilde køre bort fra Porten og

0111

i en af de nærmeste Gader.

Saa kørte han ned ad Vartov til

og ind i Farvergade. Der holdt

han, medens hun fandt en fransk

Daler frem og gav ham. Men da

han saa vilde køre videre, kom

der en Hob rødkjolede Soldater, en

Snes Stykker eller saa, De greb

fat i Hestene, spurgte Kusken om

han havde faaet sine Penge, og da

han havde sagt ja, rev de Dørene

op paa Vognen og tog de ulykke

lige Kvindfolk ud. Og af den Maade

de behandlede den ene, Anne Eriks

datter, paa, kunde Kusken nu nok

skønne, hvad hun var. Soldaterne

rev først Hovedtøjet af hende og

flaaede dernæst Klæderne af liende,

men saa slap hun og hendes Led

sagerske fra dem. Og i vild Flugt

gik det nu gennem Gader og Stræ

der med de røde Krigere og en stadig voksende Menneskesværm bag

efter op ad de smalle og krogede Gader Helligkorsstræde, V

0111

badstuestræde, Vestergade hen over Frue Kirkegaard, ned ad

Dyrkøb, Ulfeldts Plads og Tugthusporten til Store Helliggeist-

stræde, hvor de jagede Stakler slap ind i en Frues Gaard i Haab

om at kunne skjule sig. Men deres eget Køn var lige saa ubarm

hjertigt som de raa Mandfolk. Fruen kørte dem ud igen, og paa

ny gik den vilde Jagt gennem Gaderne tilbage til Frue Kirke

gaard, hvor endelig Københavns Præsident, den humane og dyg

tige Peder Resen, der

boede paa det Sted

hvor man nu finder

Metropolitanskolen,

optraadte som en

frelsende Engel. Han

lod de to Kvindfolk

med Magt tage fra

deres Forfølgere, slap

dem ind i sin Gaard,

og beholdt dem der

indtil de under sik

ker Bevogtning kunde

føres i Arrest paa

Raadhuset.

Og saa fremkom

der en lang og ro

mantisk, men for en

stor Del usandfærdig

Beretning fra Anne

Eriksdatter, om at

hun var født i Trond-

hjem, men gift i Al-

tona, hvor hendes

Mand, der var Kon

stabel, laa i Garnison.

Hun var for atten

Uger siden kommen til København paa Rejse til Helsingør for at

se til sit Barn, som havde Ophold et Par Mil derfra hos sin Far

far. Først havde hun boet hos Morten Kukkenbager i Christen

Bernikovstræde, siden hos en Kaptajns Frue i Endeløsstræde —

Fruens Navn vidste hun ikke — og

nu sidst tre Dage hos en Skomager

ved Kongens Have. Nu vilde hun

have rejst ud af Byen, men hun

havde ikke kunnet slippe for Nor

ske Anne, og havde derfor faaet

en fransk Soldat med for at hjælpe

sig mod denne slemme Kone.

Pigen, der havde været med paa

Vognen til det sidste og som var

sluppet nogenlunde, erklærede, at

hun tjente Norske Anne for Kost

og Løn.

Og saaledes forklares det hele.

Norske Anne, der havde salveret

sig i Tide ved at staa af Vognen,

var en kendt Rufferske, hendes

Navnefælle ogLandsmandinde kendt

af Soldaterne som hørende til hen

des Bataillon, og Sikkerheden for

den Slags ulykkelige Kvinder ikke

meget værd paa Københavns Gader,

naar de raa Instinkter kom op i

Byens Pøbel.

For at hindre Gadeuorden og

Spektakler var der faa Aar før det

her skildrede Optrin fandt Sted,

bleven oprettet Vagtposter rundt

om i Byens Hovedgader, bl. a. paa

Købmagergade, paa Hjørnet af Kla-

reboderne.

Gaarden, hvori „Ordinarie“ var

indrettet, tilhørte 1679 Otto Krabbe,

Herre til Holmegaard, Bækkeskov,

Egholm, Aakær og Krabbesholm,

og 1728 hans Enke. Otto Krabbe

havde været Kammerpage hos Fre

derik III, siden Kammerjunker og stod højt i Gunst hos sin Herre,

som ønskedealtid at have ham om sig. Paa sit Dødsleje satte

Frederik IIIsinRing paahans Finger til Tak for god og trofast

Tjeneste, og Otto Krabbe holdt sin Herre i sine Arme, da denne

drog sit sidste Suk. Han blev siden Stiftsbefalingsmand i Sjælland

V aisenhusets Ejendom paa K øbm agergade (nu Nr. 44), ned revet Aar 1889—90;

paa Grunden opførte Grosserer Holger Petersen den paa nederste Billede viste Ejendom.

hvor han vilde hen. Men da han

erklærede han, at de ikke kunde

nogle Soldater sprang til og greb

Den af G rosserer H olger P etersen, tildels paa V aisenhusets M

til sin Forretnings A fbenyttelse opførte store Ejendom , hvor

„M essen“ benytter Lokalerne i Stueetagen.

Man studser uvilkaarlig over, at ovennævnte smukke gamle Byg

nødvendigvis maatte ofres til Fordel for denne „Efterfølger“