S_FørOgNu

og roses — ligesom hans Hustru — for sit milde, menneskevenlige

Sindelag. Han kunde vanskelig sige Nej til nogen, der bad ham om

Hjælp, om end de „stundom tit kunde spasere uden for Lande

vejen“. „Han var og blev altid den samme“, skrev en samtidig,

„altid hin gamle, ærlige Hr. Otto K rabbe“.

P aa den anden Side Helliggeistesstræde, paa H jørnet af Køb-

magergade, hvor vi nu finder Postgaarden, laa paa Reformations

tiden en stor Adelsgaard, der indtil

1558

tilhørte Jørgen Brahe,

derefter Eskild Oxe og i

1645

Rigens Marsk, Hr. Anders Bilde.

1661

var Frederik III’s betroede Mand, Sekretær i det tyske

Kancelli, den snu, beregnende og hensynsløse Theodor Lente, en

af de tyske Herrer, der maa bære den største Del af Ansvaret

for det skæbnesvangre Fredsbrud med Sverige i

1657

og for S tats

kupet

1660,

dens Ejer, og hans Arvinger solgte den i

1670

til

Peder Schumacher for

7000

Rdlr. „Halvdelen at betale i gode,

vægtige Dukater og Resten i god, gangbar, grov Mønt“.

Det er ikke umuligt, at denne Erhvervelse har haft en særlig

Betydning for Peder Schumacher. Den store anselige Gaard paa

Hjørnet af Helliggeistesstræde modSyd var kun ved et Par smaa

Huse skilt fra hans Fødested, Huset paa Hjørnet af Løvstræde

mod Nord. Her hav

de hans Fader, Joa

chim

Schumacher,

nedsat sig som Vin

handler, efter at have

ægtet den velstaaende

Peter Motzfelds Dat

ter Marie, og her

havde han selv set

Dagens Lys d. 24. Au

gust 1685. Nu kunde

man blot ved at se

fra Hjørne til Hjørne

faa Øje for, hvor vidt

han var naaet. Og

han skulde nok naa

videre endnu.

Faa Maaneder ef

ter Købet af Gaarden,

i Oktober 1670, flyt

tede Peder Schuma

cher herind med sin

neppe femten Aar

gamle _Viv, Karen

Nansen, en Sønne

datter af den be

kendte Hans Nansen.

Og halvandet Aar se

nere førtes hun død

ud derfra, efter at

have skænket sin Husbond en Datter.

Den 10. Marts 1676 lidt før Kl. 9 forlod Griffenfeldt for sidste

Gang sit Hjem paa Købmagergade. Straks efter at være kom

men op paa Slottet blev han fængslet, og om Eftermiddagen

en Baad fra Christian IV’s Galleihavn mellem Proviantgaarden

og Tøjhuset ført ud til Toldboden og

in d s a t

i Fængslet i Kastellet.

Men Københavnerne har sikkert i de Dage gjort sig mangt

et Ærinde gennem Købmagergade og skottet op til Vinduerne

med de nedrullede Gardiner i den faldne Stormand, deres mærke

lige Bysbarns Gaard. Og hans hele eventyrlige Liv gled forbi

Københavnerne igen: fra de borgerlige Stuer i Vinkælderen paa,

det ene Hjørne af Købmagergade, rundt om Biskop Brochmands

Studereværelse, de fremmede Universiteter, Kongens Lønkammer

Bibliotek, den marmorerede Stue paa Rosenborg, hvor han

Vintappersønnen fra Købmagergade! under Paukers og Trompeters

Klang var bleven udnævnt til Ridder af Danebroge som Peder

Griffenfeldt, og som endnu for et Par Dage siden sad i sit store

Hus paa det andet Hjørne af Gaden som den mægtigste Mand i

Riget næst Kongen selv, paa Nippet til at blive tysk Rigsgreve

til at ægte en fransk Prinsesse af kongeligt Blod.

Kort efter Griffenfeldts Fald blev General Frederik v. Arenstorff,

en af de Mænd, der mest havde bidraget til hans Fald og som

havde paataget sig det Hverv at arrestere ham i Kongens For

gemak, Gaardens Ejer. Derefter tilhørte den Justitsraad Hans

Nansen; senere, fra 1714, Københavns Stadshauptmand og Præsi

dent, den dygtige Johannes Meller, oprindelig Brygger paa Chri

stianshavn, der i 1700, da Carl XII havde gjort Landgang og

truede København, som blev bombarderet fra Søsiden, gik i Spid

sen for Byens forsvarsivrige Befolkning, medens de militære Au

toriteter hang med Hovederne og hverken vidste ud eller ind.

Under den frygtelige Pest, som i .1711 hærgede Hovedstaden,

viste han sig atter som den dygtige og utrættelige Hædersmand

han var.

1728 i April Maaned blev Stiftamtmand og Oversekretær Chri

stian Moinichen Gaardens Ejer, men i Oktober s. A. gik den op

i Luer under Københavns store Brand. Det gav ham dog kun

Lejlighed til at opføre den endnu staaende statelige Bygning og

erhverve et Grundstykke i Baggaarden med Indkørsel ud til Køb

magergade. Han havde sin Konges Naade, førte et stort Hus og

havde toogtyve Heste paa Stald, men var en lidet tiltalende

Personlighed. Med Frederik IV’s Død 1730 var hans Indflydelse

forbi. Han flyttede en Tid bort fra Byen, og Gaarden paa Køb

magergade bev solgt. Først var Grev Friis til Friisenborg dens

Ejer, derefter Overkammerherre Carl Adolf v. Piessen, som man

sagde var hemmelig gift med Kongens Faster Sophie Hedvig og

som i 1734 afstod Gaarden til Kongen, der brugte den til Bolig

for sin Hofmarchal under Opførelsen af Christiansborg Slot.

Det er fra denne

Tid Gaarden fik Nav

net Marchalgaarden,

under hvilken Beteg

nelse den længe var

kendt i København.

Men i 1767 skænkede

Christian VII den til

Geheimeraad ogOver

præsident v. d. Lühe,

dog kun for tolv Aar

senere at købe den

tilbage og lade den

indrette til Posthus.

Hertil maatte den

anses for særlig be

kvem, mest paa Grund

af den store Stald

plads og Udkørslen

til Løvstræde.

saa bekvem har den

vist sig at være her

til, at den benyttes

som Postgaard den

Dag i Dag, trods den

rivende

Udvikling

Byen har haft.

Men i nyere Tid

har man ogsaa maat-

tet lægge Beslag paa

de nærmeste Nabohuse mod Nord, deriblandt Joachim Schumachers

gamle Hus paa Hjørnet af Løvstræde.

Vinkælderen her, fra hvilken Griffenfeldts Fader med megen

Ruelse, men aabenhjertigen bekender, han ofte ved sen Aften

tid er kommen ret belastet i Seng — dog ikke mere end at lian

altid har kunnet gøre sin Aftenandagt, hed „De tre Rømere“,

d. v. s. de tre Rhinskvinsglas. Det giver Apicius i den ældste

Udgave af „Den Vægelsindede“ Anledning til at aflevere en

sagtens den Gang almindelig Vittighed, idet han siger, at der

paa „Købmagergade ligger et \Tinhus lige over for „Capo de bonne

Esperance“ ved Navn „De tre Rømere“, hvilket jeg og Monfrére

Henning gerne kalder „Die Romer am Dritten““, som i Theolo-

gernes Sprog betyder det tredie Brev til de Romere.

I 1772 boede der en „Theskænker“ Anders Karsberg i Schu

machers gamle Kælder. Men man skal ikke lade sig narre af

den uskyldige Betegnelse. Han kunde godt skænke Vin for sine

Gæster alligevel.

Man faar altsaa af Apicius at vide, at der paa det modsatte

Hjørne, i nuværende Nr. 39, ogsaa var en Vinkælder, der prangede

med det skønne Navn „Capo de bonne Esperance“. Og det kunde

man endnu mere end hundrede Aar senere faa at vide paa anden

Maaae, nemlig af Huset selv.

Indtil 1831 sad der indmuret over Kælderhalsen en Sandsten

med et udhugget Relief, der forestillede en Bakkus. I den ene

Haand holdt han, som sig hør og bør, et Bæger, i den anden et

Skjold, hvori der saas en Fremstilling af en Fæstning, og under

neden læstes i gyldne Bogstaver Navnet: Capo de bonne Esperance.

Det Indre af V ajsenhusets Gaard paa Købm agergade Nr. 44 i 1820erne.

Trappen tilhøjre førte op til Apotheket.