Snedkerbogen

hentet de søjleformer, der gennem århundreder pryder

så mange møbler, og som enhver møbelsnedker i sin

tid måtte kende - den

doriske

med sit skålformede

kapitæl (søjlehoved), den slanke

ioniske

med de to

iøjnefaldende spiralsnoninger -

voluter,

som de kaldes

- og det

korinthiske kapitæl

med sine takkede blade

af akanthusplanten. Fra søjleskafterne har man lånt

den lodrette rilning,

kanneleringen,

der var så almin

delig på møbler i Louis-seize-tiden. Fra det græske

tempel stammer den under renæssancen tit brugte

behandling af gesimser i lighed med bjælkeværket,

arkitraven,

der hviler på søjlerne. Herfra har man

ligeledes hentet den velkendte reliefprydelse

æ g g e 

staven

med de regelmæssigt gentagne æg-lignende led

og herfra og fra græske vasedekorationer de to orna

menter: den i forskellige variationer vinkelret knæk

kede

mæander

eller

å la grecqu e-bort

og den vifte

formede

palmet.

Det blev arvegods altsammen, gående

videre til Rom og taget op gang på gang, når Europa

søgte tilbage til den store fortid, antikken, som man

kaldte den, og de forbilleder, der blev de hævdvundne,

de klassiske.

Med Aleksander den Stores erobringer spredtes

græsk kunst og kultur ud over landene omkring Mid

delhavets østlige ende. Og kulturelt ledende var græ

kerne stadig, efter at det største af alle oldtidsrigerne,

Rom,

havde opslugt alle de lande, Aleksander havde

indtaget. Romersk møbelkunst, som romersk kunst

overhovedet, blev i det væsentlige en fortsættelse af

den græske. Men videreudvikling og forandring skete

der selvsagt, alt som tiden gik og blandt de mange

ikke-græske folk i verdensriget. Voksende luksus og

voksende pragt er gennemgående træk. Man bruger

de græske søjler, som man bruger andre dele af det

græske tempel, men omdanner dem almindeligt. Det

doriske kapital erstattes tit af det såkaldte

dorisk-

toskanske

med sine to ringe. Søjleskafterne bliver ikke

sjældent glatte, undertiden med et ornamenteret svøb

forneden, ofte efterlignet i renæssancetiden. Af det

ioniske og det korinthiske kapital laves en blandings

form,

kompositkapitælet,

hvor voluter skyder frem af

akanthusløvet. På de store pragtbygninger anbringes

søjler ofte som ren dekoration på murfladen i form af

halvsøjler eller flade søjler,

pilastre.

To søjler med et

trekantet - eller ofte rundbuet - felt over anvendes

til indramning af nicher o. 1., inspireret af templets

forside med den brede gavl. Akanthus bruges alle mu

lige steder - som små pynteblade her og der, ordnet

som store bredt svungne ranker eller, på høje, smalle

felter, som et symmetrisk opadstigende ornament.

Til akanthus’en slutter sig vinløv, laurbærgrene og an

dre naturalistisk udførte planter. Og ind i løvet puttes

måske fugle eller legende amoriner, kvindekroppe

vokser ud af akanthusranker, løver og fantasidyr

Fig. 337. Endestykke af romersk gavlbord af marmor.

grupperes parvis om en vase, guirlander ophænges i

flagrende bånd o.s.v., o.s.v., en leg uden ende med

naturmotiver er det, kun behersket af én lov - sym

metrien.

Betydningen af denne sen-antikke dekorationskunst

for Europas snedkere og billedskærere kan vanskeligt

overvurderes. Men også for den romerske møbelkunst

blev den i væsentlig grad afgørende. Man havde gan

ske vist enkle, praktiske møbler, deriblandt også løj

bænke af græsk type. Foldestole og kurvestole, kendt

fra billeder, fandtes ligeledes. Men ved siden af ud

vikledes en række pragtmøbler, hvis form for en stor

del ligefrem bestemtes af de naturalistiske motiver.

Disse møbler kendes nu kun udført i bronze eller mar

mor, men har sandsynligvis også været udskåret i træ.

Det kan være runde borde, hvis tre ben er formede

som katte- eller løveben, trækulsbækkener, hvor be

nene er slanke dyrepoter, der bærer sfinksfigurer, hvis

vinger igen bærer bækkenet, gavlborde, almindelige

i de riges villahaver, hvis gavle er smykket med

akanthusranker og sært sammensatte væsner (fig. 337),

eller marmorstole, hvis sidestykker f. eks. har form af

siddende sfinkser med hævede vinger, der danner

armlæn. Den i sin enkelthed så fornemme græske

møbelkunst er her nærmest blevet til skulptur. Men

det er den, som eftertiden på grund af materialernes

holdbarhed først og fremmest lærer at kende.

Middelalderen.

Den almindelige nedgang, der fulgte efter de store

folkevandringer og romerrigets fald i 5. årh., ramte

også møbelkunsten. Der bliver her tale om en næsten

221