Snedkerbogen

ssw

mm,

Fig. 346. Dansk renæssanceskab fra Ribeegnen. En provinsiel

type, der skønt udført 1604 har bevaret ungrenæssance-

karakter. Ribe Museum.

kom ligeledes, selv om skabet i det store og hele mere

blev et i Nordeuropa yndet møbel. Både den hånd

værksmæssige teknik og forfinelsen i boligindretning

var i stærk udvikling.

Under hele den italienske renæssance brugtes for

skellige typer af stole. Yndet var den faste foldestol

sammensat af rækker af buede stave, der krydsende

hinanden går op over sædet og ender i armlæn, som

bærer et vandret rygbræt. Mindelser om almuestole

har »sgabello»en, den lille stol båret af to rigt ud

skårne brætter og med en nedad afsmalnende, også

udskåret ryg (fig. 345). Mens disse to typer fortrinsvis

er italienske, blev den i senrenæssancen stadig almin

deligere stol med sarg og fire ben forbundet med ud

skårne sprodser mere international.

Renæssancen i Yest- og Nordeuropa.

Omkring 1500 begyndte Europa at få øjnene op fol

det nye, der var skabt i Italien. Franske stormænd, der

på krigstogter kom til landet, sammenlignede de lyse,

bekvemme paladser med deres hjemlige borge, og man

beundrede kunsten og det fine håndværk. Et stærkt

ønske opstod om også at få del i dette. Udbredelsen

af den nye stil var imidlertid dengang vanskelig. Mest

skete den igennem tegninger udført af de få begunsti

gede, som kunne rejse til Italien, og disse tegninger,

som i stort antal blev reproduceret i stålstik, gengav

næsten alene dekorative detaljer. Dette forklarer, at

renæssancestilen udenfor Italien blev en blandingsstil,

hvor gotikken sejgt holder sig i hovedformerne, mens

det nye især fremtræder i det ydre - i møblerne snit

værket. Ydermere måtte disse enkeltheder uundgåeligt

præges af både tegnerens, stikkerens og håndværke

rens gotiske smag og opfattelse.

Blandt de første ting, som i

ungrenæssancen

nåede

frem fra Italien, var akanthusplanten. Ikke altid kendte

man den lige godt eller evnede at behandle den i klas-

sisk-italiensk stil. Ikke mindst på danske provinsmøb

ler opstod der ejendommelige forenklede, djærve, flad-

skårne omdannelser af den (fig. 346). Klassisk - og til

lige almindeligt i Italien - var det derimod, når akan-

thus’en i smalle, lodrette felter ordnes symmetrisk

stigende op af en vase. Yndet i næsten alle lande var

endvidere medailloner med profilhoveder, som regel

ikke særligt lignende forbilledet - antikke mønter.

Enkelte steder, bl. a. i Danmark, levede foldeværket

videre i ungrenæssancen, men også det præget af det

nye, idet enderne af det gerne fliges og takkes i lighed

med akanthus. Men med alt dette er det et gennem

gående træk, at de nye prydelser næsten udelukkende

har deres plads i fyldingerne, og at rammeværket som

i gotisk tid træder åbenlyst frem.

Med tiden lærte man dog mere og mere fra Italien.

Der tales om en nordeuropæisk

højrenæssance

fra o.

1550-60. Arkitekturformer, specielt søjler og arki-

Fig. 347. Engelsk buffetskab fra 16 10 med pokalformede

støtter. Denne såkaldte »cup-and-cover«-form anvendtes også

almindeligt i England til bordben og på sengehimmelstøtter.

225