Snedkerbogen

skabe med mange rum fandt efterhånden også anven

delse i hjemmene. Kister brugtes stadig, undertiden

udført som kistebænke med ryglæn, og lænet kunne

være til at vippe fra side til side - et møbel beregnet til

opstilling foran kaminer. Også stolen kunne være for

met som kassestol med låg (fig. 343). Magelig var hver

ken den eller andre gotiske stole med deres lodret

vandrette konstruktion.

Renæssancen i Italien.

Både som en almindelig åndelig cg en kunstnerisk

»genfødelse«, en reaktion mod middelalderens kirke

vælde og et forsøg på tilbagevenden til antikke idealer,

kom renæssancen, på kunstens område begyndende i

Florens i 1420erne. Her var det, man først brød med

den nordiske stil gotikken og, naturligt for italienerne,

søgte inspiration i ruinerne fra den store fortid, som

aldrig var glemt.

Dog, helt formåede man ikke straks at udrydde alle

elementer af gotikken, og særlig vanskeligt var dette

i møbelkunsten, hvor man endnu ingen klassiske for

billeder havde. Middelalderligt var det således, at

mange kister i

ungrenæssancen

stadig maledes med

figurbilleder, byprospekter, våbenskjolde o. 1. Men

nye veje slog man ind på, da man vendte sig til den

nye renæssancearkitektur og den romerske dekora

tionskunst - så godt, man nu kendte og forstod denne

sidste. Det arkitektoniske, en opbygning, der gen

spejler eller direkte benytter den klassiske opdeling i

sokkel, midtdel og kronende overdel, bliver kende

tegnende i modsætning til gotikkens nøgterne ramme

fyldingsinddeling. Smukke eksempler på dette frem-

byder de florentinske kister og den store kistebænk

»cassapanca«en (fig. 344), en slags tronsæde for fyrster

og stormænd. Efter evne udformedes lister og pro

filer i lighed med klassiske forbilleder, og amoriner,

masker o. 1. samt pilastre eller pilasterlignende felter

anbragtes med velberegnet virkning. I Florens anvend

tes disse dekorationer gennem hele renæssancen med

beherskelse; monumental enkelhed var idealet.

Anderledes i Norditalien og i Rom, der blev den

førende by i

højrenæssancen

efter 1500. Stadig rigere

blev nu de antikiserende dekorationer, og akanthus-

ranker, guirlander, vrængemasker og klassiske figurer

blev almindelige prydelser. Efter forbillede af romer

ske marmors arkofager fik kisterne ofte nedadtil af

rundet eller udbuget form. Indlægninger, allerede

visende sig i ungrenæssancen, blev ret almindelige.

Ved siden af mere enkle bordtyper lavedes nu også

efterligninger af romerske gavlborde og trebenede

borde med rigt forsirede løveben. Et nyt møbel var

skænken, det lave anretterskab. Store skabe med flere

eller færre rum, undertiden også med skriveklap, fore-

Fig. 344. Italiensk »cassapanca«. Florens.

Første halvdel af 1500erne. Løvefødder

ne er moderne erstatninger fo r den fo r

svundne lave sokkel. (Kunstindustrimu

seet i København).

Fig. 345. Italiensk »sgabello«. 16. århundrede.

224